Jeg hviled sødt ved Klintens Bryst,
Mens Dal og Kyst
Laae slumrende og stille;
Det dufted i den grønne Lund,
Kun af og til fra Droslens Mund
Der klang en sagte Trille.
Alvorligt Havets Øie saae
Op mod det Blaae,
Alvorlig stirred Himlen;
Blankt bæved Edderkoppens Net,
Og Sommerfuglen boltred let
Hen over Urtevrimlen.
Der var en Veemod i mit Sind,
Ned ad min Kind
Jeg følte Taaren vandre;
Hvorfor den kom? jeg veed det ei,
Den kom og gik sin stille Vei
Kun som de mange andre.
Da aabned sig det grønne Bjerg,
Ud steg en Dværg,
Han venligt ad mig vinked.
Taus fulgte jeg hans tause Kald,
Ind skred jeg i den svale Hal,
Hvor Kildens Aarer blinked.
Den Hal — jeg havde seet den før,
Dens hvalte Dør;
Den Tid var længst forsvundet.
Fra hver en Vraa kom Bjergets Møer
Med Rosenkind, i hviden Slør
Det blonde Haar opbundet.
De svæved omkring mig let
Og bad mig ret
Saa yndigt om at synge.
Jeg sang; men det var ei den Røst,
Som fordum vakte Liv og Lyst
I deres muntre Klynge.
Den vaar saa mat, den var saa raa!
Jeg ængstelig saae
Dem hviskende sig samle:
„Drag bort igjen! hvad vil du her?
Vi see det nu, Du gammel er,
Men Du er ei Gamle!”
Jeg ene stod og listed ned
Til Havets Bred,
I Bølgen jeg mig dukked.
Og Dybets Piger kom i Flok
Med fyldig Lænd, med brune Lok,
De smiled, sang og sukked.
De loked mig med kjærligt Navn,
Men af min Favn
Med Rædsel de sig droge:
„Din Sang var Ild, nu er den Iis!”
Og ud af deres Paradis
Med Latter de mig joge.
Jeg nærmed mig til Bondens Tag
Den travle Dag,
Da Hveden just blev bunden;
Og Karl og Pige vented paa,
Min Sang, som fordum, skulde gaae
Fra Hjertet og fra Munden.
Mens rask de deres Leer sleb,
Jeg tog et Greb
I Cithrens Tonekrandse;
De standsed undrende og saae,
At ei, som før, jeg kunde faae
De Piger til at dandse.
I Skov, Hvor Fugle sov saa blidt,
Før kunde tidt
Min Sang til Sang dem vække;
Jeg sang med stærkt bevæget Sind,
Men dybere de slumred ind
I Træ, i Busk og Hække.
Fortabt, forskudt, i Nød og Sorg
Mod Slot og Borg
Jeg hæved bly min Stemme;
Man naadigt fra Balconen saae,
Man vendte sig og lod mig gaae, —
Der var jeg aldrig hjemme!
Jeg flygted ud fra Skov og Krat
I dunkle Nat
Paa Heden ud, den Vilde;
Mig syntes, spodsk og skadefroe
Nu alle Himlens Stjerner loe,
Som før mig var saa milde.
Da — vaagned jeg ved Bjergets Bryst,
Og Dal og Kyst
Huldt smiled mig i møde;
Op sprang jeg i fortvivlet Mod,
Jeg følte alt mit Hjerteblod
I Harme vildt at gløde.
Men fast jeg stod paa Klintens Steen,
Min Arm, mit Been
Jeg strammed og jeg strakte;
Med knytted Haand jeg slog mit Bryst,
Og prøved i en Sang min Røst,
Hvad end den kunde magte.
Det freidigt klang af Hjertensgrund
Fra Morgenstund
Til Aftensvalen silde;
Og alle Venner sandt jeg troe,
Ja selv de søde Stjerner loe,
Men nu saa venligt milde.
Endnu er ei min Sjæl udtømt,
De var kun drømt,
De fæle Varselsyner.
Jeg trodser dem! frem Funken sprang,
Der end, som fordum mangen Gang,
Mit Hjerte gennemlyner!