Prolog til Damerne
Ved en Forestilling i Studenterforeningen
Ved en Forestilling i Studenterforeningen
Den gravitetiske, den tause Fugl,
Som stadigt sidder ved Minervas Side; —
Der langsomt svæver hen i Nattens Skjul
Paa Søvngudindens Spor, naar hun, den blide,
Selv slumrende, et Barn paa hver en Arm,
Hendaler gjennem Sommernatten varm; —
Som sætter sig paa Grenen tidt derude,
Og kiger ind ad Vindvets Rude,
Og seer den unge Pige staae
I søvnløs Stund halv ubevidst og stirre
Paa Sø og Skov, hvis Former sig forvirre
I Nattens ubestemte Graae; —
Hiint Billede paa Dybsind, paa Forstanden,
Der pryder Banneret, vi ære,
Som hver Student, — De veed —, maa bære
Om ikke i, saa dog paa Panden;
Hiin Fugl har klækket ud en Flok
Af Børn, som hendes Viisdom arve,
Som bære hendes alvorsfulde Farve,
Og ere lærde, Gud veed! meer end nok.
Men see! — et andet Kuld hun frembragt har,
Hvis Fjederham har tusinde Couleurer,
Hvis Stemme klinger jublende og klar,
Og tidt et morderligt Spektakel fører,
Der chagrinerer slemt den satte Ugle; —
Og disse kaldes — kan De tænke! — Spøgefugle!
— Af dem er sanket her i dette Buur
En Sværm, som kjæk og fuld af Løier
Tør efterligne hiin fortryllende Natur,
Hvis Smiil kun deres Mod forhøier,
Ifald det ellers kan formeres;
(Den slanke Piil kun gracieust sig bøier,
Det Bedste, veed de, bedst parodieres!)
De har det Haab, at ikke reent omsonst
De have lokket Dem til disse Sale;
I Lystighed bestaaer al deres Kunst!
Dem var det da, hvis Sag jeg skulde tale,
Og inderligt dem anbefale
Til Deres Bifald, — Deres Gunst.