„Jeg raader Dig, min Dotter skjøn!
Ei gange Du i Skoven grøn.
Du vorder ei den Jægers Viv,
Han øder før Dit unge Liv.
„Ak, Moder! han er from og god,
Han kan ei tørste efter Blod!
Nei, kun mit Kys og Favnetag
Han tørster efter Nat og Dag!”
Saa gik hun til den dunkle Lund,
Og med løb hendes lille Hund;
I røden Baand en Bjelde klar
Omkring sin hvide Hals den bar.
Og det blev Aften, det blev Nat,
Da kradsed det paa Døren brat;
Og jamrende i Stuen sprang
Den lille Hund, saa Bjelden klang.
Alt i den aarle Morgenstund
Den Moder gik i dunkle Lund,
Og Hunden sprang og fulgte med
Og viiste Vei for hendes Fjed.
I Skovens Dyb, i Græssets Skjød
Hun fandt sin Datter, bleg og død,
Med Smil paa Mund, med Øiet lukt,
Med Staal i Barm og — Blomsten plukt.
Den Moder grov saa lang og bred
En Grav, mens Taaren randt derved;
Selv Graad i Blomstens Øie laae,
Og Hunden sad og saae derpaa.
Hun med den ømme Moderarm
Sin Datter trykked mod sin Barm;
Hun løfted hende op fra Eng
Og lagde hende selv i Seng.
Hun trykked Puden paa af Muld
Og sukked ret saa kummerfuld;
Hun Teppet fik paa Leiet lagt
Af Grønsvær og med Blomsterpragt.
Saa sank hun ned og bad en Bøn
Andægtig i den Kirke grøn,
Mens Solens Kerte flammed rødt
Og Fuglene sang Psalmen sødt! —
I Skoven, nær Hos Vedbygaard
End et forfaldent Kors der staaer,
Der minder om den unge Mø,
Som her i Vaaren maatte døe.
Tæt ved, i gamle Egetræ
En kulsort Ravn har Ly og Læ;
Med hæse Skrig den Vingen slaaer, —
Den bygged der i hundred Aar.
Men paa den skyggefulde Sti
Ved Dag knap Nogen gaaer forbi,
Endsige i den skumle Nat, —
Thi det er ikke rigtigt fat!