I Vaar, i Sommer og i Høst
Man sagtens leve kan og trives,
Naar Himlen vækker Kraft og Lyst,
Og Alt i Solens Glands oplives.
Et langt Farvel man sige maa
Til Kakkelovn, til Torv og Brænde,
Og færdes under Himlens Blaae
Fra Morgen indtil Aftens Ende. —
Først feies Himlens Loft saa reent,
Og milde Vinde Vaar bebude;
Den stille Svale bygger peent
Sin Bolig tæt ved Kirkens Rude.
Der aabner sig paa Eng og Vang
Vel tusind lyse Blomster-Øine,
Som smile sødt til Fugles Sang,
Der var saa længe langtbortfløine.
Og Linden saaer sin Løv-Paryk,
Grønt klædes Gedebladets Ranker;
Sit Æg nu Viben lægger tryg
Ved Mosens Rand, hvor Storken spanker.
Af gule Kjærlingtand i Lund,
Af Blaakorn binde vi os Krandse,
Mens Fuglene med Sang i Mund
Høit mellem Løv og Grene dandse.
Da lokke Skov og Mark os smukt
Til freidig Vandring gjennem Landet;
Er det for hedt, man lige lukt
Sig plumpe kan med Fryd i Vandet;
Og boltre væligt som en Fisk
Og kjæmpe drabeligt med Voven,
Og stige op, nyfødt og frisk
Og let, som Skyen over Skoven! —
Naar Solen høit paa Himlen staaer
Den lange Dag, og det er Sommer,
Paa Høet Hvile sødt vi faaer,
Mens lune Vindpust gaaer og kommer.
Da bølger mildt det gule Korn,
Hvorover Vinden sagte lufter;
Paa Engen kneiser Koens Horn,
I Krattet Himbærbusken dufter.
Der myldre Jordbær fjern og nær,
Som kryddre Luften sødt og blinke;
De runde blanke Kirsebær
Os op i Træers Toppe vinke.
Vi kan saa dejligt gaae paa Jagt
For Sommerfuglen snildt at fange,
Der i sin rige Høitidsdragt
Nu sværmer let i Havens Gange.
Ei skræmmer os en Tordensky,
Der op paa Himlen vred sig vælter;
Som Sukkerdukker ei vi flye,
Vi er af Stof, som ikke smelter.
Nei, kommer end en Byge tidt,
Af den vi lade os ei kue,
Men lege derfor lige frit
Langt bedre end i snevre Stue.
Men daler Solen saa i Vest,
Mens Regnen drysser ned i Øster,
Da er det just en Himmel-Fest,
Regnbuen yndigt os forlyster! —
Tilsidst saa bliver det da Høst
Og Storken drager bort af Landet;
Nu sidder Træets Løv kun løst
Og falder af, saa guult som Sandet.
Vor Mark er bar, vort Korn i Huus,
Paa Agren Spurvene er glade,
Og glade er de bitte Muus
Og Hønsene ved Lo og Lade.
Men vi har og vor egen Fryd;
I Lunden hisset mellem Hasler
Er det en rigtig liflig Lyd,
Naar Nødderne som Hagel rasler;
Naar som en riig og gylden Flod
Ned Æblerne fra Grenen vælder;
Vi sanke dem ved Træets Fod
Og fylde flittigt Loft og Kjelder.
Da er ei Luften nær saa varm,
Af Heden er vi ei beseiret;
Nu kan vi lystigt ved vor Arm
Faae Bold og Pile høit i Veiret;
I Gaard og Have lege Skjul,
Og tugte Toppen med vor Svøbe,
Og tvinge Tøndebaandets Hjul
Til ned ad Stien rask at løbe.
End gjør vi Skoven et Besøg,
End et Farvel vi sige ville
Til Hind og Hjort, til Eeg og Bøg,
Som staae alvorlige og stille! —
Da kommer Vinteren med Slud,
Med Storm og Regn og kolde Dage;
Vildt Skyen breder Vingen ud
Og kneiser som en vældig Drage.
Saa lægger Kulden Bro paa Vand,
Og Dragen spruder Snee, den hvide;
Paa Skøiter og i Slæde kan
Man over Søen muntert glide.
Vi ælte os en Sneemand tæt
Og kjæmpe med ham, til han dingler;
Vi sætte os i Kanen let
Og kjøre rask, mens Bjelden ringler.
Men — fyger Sneen salt i Ring,
Mens Vognens Hjul i Sporet skingre,
Og Folk paa Gaden gaae omkring
Med røde Næser, valne Fingre;
Og Dagen er saa bleg og kort,
At knap man kan sig ret betænke,
Før Natten kommer, lang og sort,
Og binder Alt i Mørkets Lænke;
Da er det ret en prægtig Skik
At sidde i den lune Stue
Og snakke om den Tid, der gik.
Ved Lampens og ved Ovnens Lue.
Vi sidde da saa godt i Ro
Og bygge Huus af Kortets Blade,
Og male Hest og Hund og Ko
Med Farver af vor Farvelade.
Men — Dukker, Kegler, Bilboquet
Faae sagtens Tiden til at ile;
Dog stundom kan man blive træt, —
Og hvordan skal man da faae Hvile?
— Min Ven! jeg veed ei bedre Trøst,
Du Dig til Bøgerne maa vende;
Paa Bøger er der sjelden Brøst,
Har Du ei andre, tag saa denne!