Mens sorgfuld jeg mig her har sat
I Ly af Lindens Kroner,
Kling, Cithar! i den tause Nat
De allersødeste Toner.
O, Cithar! Væk Din milde Klang,
Mens Nattens Stjerne smiler,
Og send en sagte Vuggesang
Did, hvor en Moder hviler.
Og det uroligt ømme Sind
I søden Søvn Du vugge;
Aand Taaren bort fra hendes Kind
Og stands de bittre Sukke.
Er hun end taus, er Øiet lukt,
Jeg veed dog, Hjertet vaager;
Jeg veed, hvorhen dets milde Flugt
Gaaer gjennem Livets Taager.
Det vandrer over Mark og Eng,
Hen over Havets Vover,
Did, hvor den lille, kjære Dreng
I Nattens Favntag sover.
Og som hans Engel kjærligt hun
I Slummer ham maa dysse,
Mens paa hans Øine, Kind og Mund
Hun trykker søde Kysse.
Hun sidder ved hans Leiested
Og pleier tro, med Smerte
Den Sæd, som selv hun lagde ned
I Drengens spæde Hjerte.
Hun vogter hver en Plante ømt,
Hvis Frø hun ham har givet,
Saa hvad han mener, kun var drømt,
Skal bære Frugt i Livet.
Saa trykker hun ham til sit Bryst
Med Veemod og med Glæde,
Og skjænker ham saa sød en Trøst,
Ifald han vilde græde! —
Et Baand, et helligt, er der lagt
Imellem ham og hende;
Ei Verdens Bud, ei Himlens Magt
Kan skille disse Tvende.
Paa hiint usynligt stærke Baand,
Som Engle trygt bevare,
Gaae Tankerne fra Aand til Aand
Liig Demantperler klare.
Men dybt vil præges i hans Barm
Hvert Ord, og hendes Stemme
Har tændt hans Sjæl en Fakkel varm,
Som aldrig han vil glemme.
Og Gud bevare vil den Skrift,
Den hellige Kertes Lue,
Og naadigt svække hver en Gift,
Som vilde hans Hjerte true! —
Nu har jeg sjunget! — sorrigmat
Mit Strængespil jeg slænger;
Ustandset i den tause Nat
Min Taares Væld fremtrænger.