Med Strængelegen helst i lave Dale
Jeg sad og lyttede til Kildevældet;
Ei steeg til Ridderborgen jeg paa Fjeldet,
Og stemte ei min Stræng i gyldne Sale.
Jeg gik i Skole hos den lille Svale,
Men Ørnens Vingeslag med Skræk mig fælded;
Jeg kom ei Taarepilen nær, men hælded
Mit Øre glad til Bøgens friske Tale.
For Byens Larm jeg Markens Stilhed bytted,
Vaarluftens milde Strøm var min Castale,
Og Skovens Guder mine Fjed beskytted.
Du fulgte venligt med den jævne Vandring,
Du mine Urter mig til Krandse knytted, —
Og heri har ei Tiden gjort Forandring.
Det har jeg sagt dig før? ak ja, i Sange
Og Ord vel alt for mange Gange.
I tunge, lette Vers, i korte, lange,
I Blomsterax, snart fyldige, snart svange.
Men — svier engang Vintrens Iis og Vinde,
Til Roden af, min lille Flor,
Saa ingen Blomster meer til Livet groer,
Saa veed Du dog, Du min Veninde!
At dybest i mit Hjerte inde
Der lever altid Blomster, hvor Du boer!