1.
I Blindhed famled jeg paa hine Strænge,
Som jeg saa ofte bragte til at klinge,
Og som min Tanke fik paa deres Vinge
Til let at svæve over Danmarks Vænge.
Forgjæves! — Jeg paa Væg lod Cithren hænge,
Afbrudte Takter blev det kun og ringe,
Som nu maae vente paa, hvad Tid vil bringe,
Men, ak! det varer vistnok meget længe.
Thi jeg er sunket i en Dødsens Dvale,
Mit Øre vækkes ei af Musens Stemme,
Naar hun med Kildens Vand mig vil husvale.
Og naar hun banker paa, jeg er ei hjemme!
— Du synes nok, det er en daarlig Tale?
Ak, Du har Ret, — jeg kan mit Selv ei glemme,
2.
O, kunde jeg blot pløie, saae og harve,
Hvad eller Støvlen over Læsten spande,
Faae Møllers Hjul i Drev ved Vind og Vande,
Besmøre Stolper, Loft og Væg med Farve;
Saa kunde jeg hver Dag dog i min Karve
Indskjære Tal og Summer, som var sande,
Saa turde jeg dog gaae med opreist Pande,
Saa havde jeg dog Noget, værd at arve.
Du mener vist, at det er dumme Griller?
Ak, vilde Himlen sprede dem som Avner
Og faae af Slummer vækket mine Triller,
Saa skulde strax jeg tænde Glædens Bauner
Og haabe paa en Fremtids rige Kilder, —
Men Haabet — det er netop det, jeg savner!
3.
Dengang jeg saae, det Eneste, jeg kunde,
Det Eneste, der syntes mig at lykkes,
Var Sangen jo, som ganske nu mig tykkes
I Sløvhed og i Mulm at gaae tilgrunde.
Tilgiv mig da, om mine Taarer runde
Ved Tanken, at jeg aldrig meer skal trykkes
I Musens Favn, og aldrig meer omskygges
Af Sangens eviggrønne, friske Lunde!
Kun Lidt jeg var, — ei Andet er tilbage
End en ustyrlig Trang til Suk og Klage,
Som Savnets tunge Vægt dog ei kan lette.
Seer Du ei selv, hvor mine Vers er slette?
Saa her jeg staaer i Julens glade Dage
For Dig, min Eneste! med Ynk som dette!