Hiint Sagn om Weinsbergs Qvinder brave
Dig bringes paa din Fødselsdag
Kun som en nyfødt Sangens Gave, —
Som saadan venligt det modtag!
At stille dig dem til Eksempel
Er ei min Tanke, thi jeg veed,
Dit Hjerte bærer klart et Stempel
Af hines kjække Trofasthed.
Den Steen, som her i Guld er lagt,
Mig fra et helligt Sted er bragt.
En Graasteen kun; men naar min Sang
Har dig fortalt ved Strængens Klang
Det Sagn, som knytter sig dertil,
Har jeg det sikkre Haab, den vil
Blandt dine Smykker blive lagt
Og holdes sømmeligt i Agt.
I Schwaben ligger der en By
Med Muur omkring, med Taarn i Sky;
Fra Høiden stolt den skuer i
Den Strøm, der bruser tæt forbi,
Henleiret blødt i Rankers Favn, —
Og Weinsberg det er Byens Navn.
Det var paa hiin saa barske Tid,
Da Kaiser Kunz laae haardt i Strid
Med Welf, den Greve stærk og bold,
Som mod ham førte Avindskjold.
Ei langt fra Weinsberg stod et Slag,
Og paa den hede Kampens Dag
Grev Welf fik Tærsk og maatte flye.
Han søgte Læ i Weinsberg By,
Hvor han i Hast fik Broen hængt,
Faldgittret ned og Porten stængt,
Og Borgerne, hver dygtig Tamp,
Paa Muren sat, beredt til Kamp.
Saa kom den Kaiser med sin Hær,
I Staal, til Hest, med Sværd og Spær;
Med Brag og Bulder, Styr og Støi
Han leired sig i Dal, paa Høi,
Og reiste Teltene paa Rad
I Agrens Ax, bag Rankens Blad.
Han lagde rundt, ret som en Krands,
Om Byen Grav og Vold og Skands.
Dog tage den, som var hans Agt,
Det var saa let ei gjort, som sagt.
Med Blidekast og Bueskud
Han vilde drive Welfen ud.
Han stormed haardt, men nok saa brav
De faste Borgre slog ham af.
De sendte Stene, Piil og Bolt
Og gjorde mangt et Hjerte koldt,
Saa Kaisren mangen Ridder god
Og Svend saae blegne for sin Fod.
Da blev han udi Hu saa gram;
Det tyktes ham en Spot og Skam,
At han saa længe skulde staae
For Porten der og banke paa.
Men han blev fast og laae paa Luur,
Som Katten ved et Fuglebuur,
Og holdt dem lukket ind saa tæt
Som Lærker i et Jægernet.
Da blev der snart i Byen Nød;
Folk havde ædt hver Lev og Brød,
Hver Skinke og hver Spegelaar
Og drukket Vinen hver en Taar.
Man bød hinanden alt til Gjæst
Paa Muus og Rotte, Hund og Hest,
Og maatte slukke Tørstens Brand
Kun med det bare Kildevand,
Men der kun lidt Forslag var i,
Og snart var ogsaa det forbi,
Og tomt var Kjøkken, tør var Tap,
Hvert Hjerte sank, hver Arm blev slap;
Thi, som man veed, maa Øl og Mad
Og Heltemod jo følges ad.
I denne Trængsel, Angst og Nød
Sig Weinsbergs Qvinder kjækt tilbød
At gaae og bede Kaisren om
For deres By en naadig Dom.
Med sneehvidt Liin og sølvspændt Sko
De stillede sig to og to,
De Yngste først, de Ældste sidst,
I Haanden bar de hver en Qvist.
Med langsomt Fjed, med sænket Blik
De tause ud af Byen gik,
Og naaede did paa ængstlig Fod
Hvor Rigets Ørnebanner stod.
Da saae de træde ud af Telt
Med bistert Bryn den barske Helt.
Dog da han saae den Qvindetrop,
Saa klaredes hans Aasyn op.
De neied dybt mod Jorden ned
Og bad om Naade, Liv og Fred,
Naar de sig selv og deres By
I Vold og Magt ham vilde flye,
Og holdt i Veiret Fredens Tegn,
Mens Taarer strømmed som en Regn.
Han vinked strengt, og der blev tyst,
Og Hjertets Uhr i Alles Bryst
Beklemt og hastigt slog og slog.
Da Kaiser Kunz til Orde tog:
„I, som med Hue gaaer og Liin
„Og Nøglerne til Skab og Skriin
„Ved Beltet har, og som ved Sang
„Faae Væv og Vugge sat i Gang,
„Jer skjenker Livet jeg; i Fred
„I drage bort og tage med
„Af Skatte, som Jer bedst staaer an,
„Saameget som I slæbe kan!
„Men hver den Sjæl, som bærer Skjæg,
„Skal række Hals til Straf og Bod
„For mine Tappres spildte Blod.
„Her hjælper ingen kjære Moer!
„Nu har I hørt mit sidste Ord!”
At svare ham paa den Besked
De voved ei, thi han var vred.
De neied dybt, og taus og blye
De vendte om til deres By.
I Weinsberg heised næste Dag
Paa Taarnet man det hvide Flag,
Holdt aaben Port og sænket Bro,
Saa Alt saae ud som Fred og Ro.
Hver Mand i Leiren lured paa,
Hvad nu der skulde for sig gaae.
Selv Kaiser Kunz alvorlig der
Stod, støttet paa sit lange Sværd.
Da viiste sig et selsomt Syn.
Barsk rynked han da først sit Bryn,
Saa smiled han, og saa han loe;
Thi see, fra aaben Port og Bro
Mod Leiren hen besværligt drog
Et underligt, et broget Tog.
Det var de samme Qvinder, som
For Byen bad og fik dens Dom.
De gik og bar, hver paa sin Ryg,
Ved Kaiser-Ord og Leide tryg,
De Skatte, som dem bedst stod an:
En Husbond eller Fæstemand,
En Søn, en Broder eller Ven,
En gammel Fyr, en Ungersvend,
En Fætter eller den og den.
Hans Strenghed, Borgemestren, glad
Paa Nakken af sin Frue sad.
Hun vraltede i Spidsen frem,
Og Par og Par bag efter dem
De andre Damer nok saa brav
Med hver sin Skat i Trip og Trav,
Alt eftersom de havde Magt
At føre deres dyre Fragt.
For Kaiseren de stille stod
Og neied dybt sig for hans Fod
Og takked ham for Smaat og Stort,
Som de fik Lov at bære bort,
Og derpaa videre de gik.
Men Kaiser Kunz med naadigt Nik
Udraabte, da de var forbi:
„Gid alle Qvinder var, som I!”
Fra Weinsberg er den Steen mig bragt,
Som her du seer i Guld indlagt.
En Ven, som paa sin Pilgrimsgang
Den tog, mig gav den, for i Sang
At tolke paa eenfoldig Viis
De ædle Qvinders Lov og Priis,
Og skjenke den, naar Tiden kom,
Til den blandt danske Qvinder, som
Mig bandt med trofast, helligt Baand.
Derfor den lægges i din Haand!