„Din Moder mener selv, at bedst
Det anstaaer sig og egner,
Af fjernt vi holde Bryllupsfest, —
Vi finde nok en vakker Præst,
Som os vort Pas paategner.
Vi slippe for Stads og Compliment,
For Tanter og Cousiner,
For lange Viser, Sang og Klang,
For Gallabord, mauvais plaisans,
Og for andægtige Miner.
Ei sandt? vi reise, før Himlens Tind
Sig farver i Morgenrøden?”
Da lagde hun Haanden paa min Kind,
Og hviskede mig i Øret ind:
„Jeg følger dig — selv i Døden!”
Knap dæmred Morgenhimlen graa,
Saa toge vi ømt i Favnen
Mama, som end i Sengen laae, —
Ak, der var fast ei Ende paa
Den Kyssen og den Favnen!
Saa kjørte vi langs med Søens Rand,
Den kjølige, den stille;
Den hvide Taage laae om Land,
Kun høit i Luften hørte man
Den eensomme Lærkes Trille.
Hvor Veien steil op mod Skoven gik,
Der sendte vi tilbage
Til Dalen lange Veemodsblik, —
I Taagen skimted vi som en Prik
Den lille Boligs Tage.
„Annette! græd kun rigtig ud,
Med Taarer dæmp kun Sorgen!”
Da græd min unge, deilige Brud,
Med hende græd hvert Blomsterskud
I den friske Sommermorgen.
Hun dulgte bag sit grønne Flor
De vaade Øine og Kinder;
Mens Vognen vugged i dybe Spor,
Os tyst igjennem Hjertet foer
Saa mange Længselsminder.
Alt Morgentaagen løfted sit Slør,
Da slog hun og sit tilside;
Da aabnede Himlen sin gyldne Dør,
Saa hver en Blomst, der sørged før,
Til Jord lod Taarerne glide.
Og smilende hun saae sig om
I Skovens grønne Dybe,
Paa Hjorten, som med Anstand kom,
Paa Sommerfuglen, paa Snogen, som
I Busken hørtes krybe.
Da pludselig fra en Bivei saae
En lille Mand vi fremtrave;
Han havde en Præstekjole paa;
Med grønne Qvist sin Skimmel graa
Han ivrigt holdt i Ave.
Og da han hilste, blev vi vaer,
Hans Isse var lidt skaldet;
Hans Blik var skjelmsk, hans Pande klar,
Og kraftigt han sin Alder bar, —
Han kom, som han var kaldet.
Jeg hurtigt sprang af Vognen ud,
Og hjalp ham ned af Hesten:
„Pastor! De kommer som sendt af Gud,
Thi jeg er Brudgom, hun er Brud, —
De gjetter Dem vel til Resten?
Den Kirke her saa høi og grøn
For Marmortemplet at bytte
Det var jo Synd! — her Jordens Søn
Tør sende Himlen frit sin Bøn, —
Her skal De Lænken knytte!
Frygt ikke Bispen! — seer De her,
Papirerne ere i Orden;
Til Vidner have vi Hans og Peer
Og Fugle, Blomster, Kilder, Træer
Og Himmelen og Jorden.
Den lille Pastor han stod og loe
Med begge Næver i Siden:
„Saa I vil giftes strax, I to?
Det maa jeg lide! — I kan mig troe,
I angre det ei med Tiden!”
Lidt inde i Skoven, hvor Egen stod
Med Løv og krogede Grene,
Der knæled vi ned ved Træets Rod,
Der talte han sit Ord, og lod
Os Haand i Haand forene.
Men undrende jeg paa Præsten saae,
Thi han var blevet en Anden:
Livsalig Alvor paa Panden laae,
Som Solglimt gjennem Skyer gaae,
Saa prægtigt talede Manden.
Han stansed ikkun een Gang lidt;
Jeg troer, jeg aner Grunden.
Jeg veed, det hænder sig saa tidt,
At Præsten seer paa Bruden med blidt,
Veemodigt Smiil om Munden. —
Anette græd og Peer og Hans, —
Jeg selv blev lidt bevæget:
Fra Ordets rige Perlekrands
Han havde laant sin Tales Glands,
Og fra sin Mester Præget.
Snart Alt var endt; min unge Viv
Han kyssed paa Haand og Pande:
„Gud styrke dig i Død og Liv,
Støt dig til ham, du svage Siv!
Da skal du trofast stande!”
Han gav min Haand et venligt Tryk,
Og hviskede: „Glem nu Præsten!
Den lange Rørelse er saa styg!”
Og paa min Tjeners brede Ryg
Han hurtigt skrev Attesten. —
Ved Kilden, hvor de blanke Fisk
I Bølgen spillede glade,
Hvor Bøgen skyggede, kjølig, frisk,
Der bredte Peer vor Dug og Disk
Paa Græssets bløde Flade.
Og al den rige Reise-Kost,
Som Mama i Kurven lagde,
Den røgede Tunge, den gule Ost,
Den brune And, den rhinske Most
Han frem for Dagen bragte.
Vi alle Tre om Dugen sad,
Annette var Vertinde;
Hun rakte om det lille Fad,
Ak! hvor hun bar sig siirligt ad,
Min yndige Veninde!
Bogfinken ned fra Træet saae,
Den syntes nok, det var Løier;
Ved Busken kneised den lette Raa,
Ei kunde den i sit Hoved faae,
Hvad dette var for Optøier.
Af slebne Bæger jeg Vinen klar
Lod Præstemanden smage:
Og knap han det til Læben bar,
Før hele det runde Ansigt var
Eet Smiil fra Pande til Hage.
„Ah! nu er mit Hjerte vel tilpas,
See, her er jo godt at være!”
Han løftede høit sit fulde Glas,
Og sang med rund og kraftig Bas
Et Qvad til Vinens Ære:
„I Vaar stod Frøken Ranke kold,
Med Lemmer spæde, grønne;
Da kom Hr. Sol, en Beiler bold,
Med gyldne Harnisk, Hjelm og Skjold,
Og førte hjem den Skjønne.
Hun blev en Frue, faur og fiin,
Saa fiin og faur en Frue;
Og efter lovlig, ret Termin
Hun fødte paa et Slot ved Rhin
Sin Søn, den gyldne Drue.
Han arvet har sin Vælde stor
Fra begge Fædrestammer;
En Jordens Datter er hans Moer,
Hans Fader høit i Himlen boer, —
Af dobbelt Ild han flammer.
Naar tidt jeg troer, ved Druens Saft
At jeg en Gud er vorden,
Da har kun Solen Magten havt, —
Saa kommer Støvets tunge Kraft,
Og styrter mig til Jorden!”
„Og derfor,” blev han ved, „jeg vil
Mig reise, før jeg falder.
Encore un coup! — eet Ønske til:
Staaer fast i Livets Vexelspil,
Til Aftenklokken kalder!”
Han svøbte sin lange Kjole op,
Og greb til Pilevaanden;
Paa Skimlen med behændigt Hop
Han svang sin lille, trinde Krop,
Og viftede med Haanden:
„Farvel! og glem nu ei jer Præst,
Naar smukt I vandre sammen;
Glem ei den Text, jeg jer har læst,
Reis saa med Herren! — missa est,
Et pax vobiscum, amen!”
Han travede rask i Skoven ind,
Og vi forlode Pletten;
Jeg kyssede ømt min Hustrues Kind,
Og Hestene drog os som en Vind
Fra Skoven over Sletten.
Den Vei gik lige som en Snor,
Og Kirker, Byer, Banker
Og Mark og Eng forbi os foer,
Vi talte næsten ei eet Ord,
Men sad i dybe Tanker.
I Vest sank Solens Rosenblod,
Og mørk blev Aftenstunden;
Da naaede vi Hjemmet, Fod for Fod,
Med Lys i Døren Cathrine stod,
Og Balder, Pudelhunden.