Hvem er blandt alle Guder,
Den største vel i Magt?
Hvis Vælde sig bebuder
I al Naturens Pragt?
Det er den lille Herre,
Der ager frem saa tryg
Med Duer for sin Kærre,
Med Vinger paa sin Ryg.
Med Pilens Odd han rister
Sin Trolddoms Rune sød,
Saa Rosenknuppen brister
Og Rosen bliver fød;
Med sine spæde Hænder
Den lille, fine Skalk
Jo Virakflammen tænder
I hver en Lilies Kalk.
Hvor Æblets Bold forgyldes,
Hvor Blommen glimrer rød,
Hvor Druens Bryster fyldes
Med Nektar, stærk og sød;
Hvor dybt i Grunden ulmer
En rigdomsvanger lld,
Saa Guldorangen svulmer, —
Der har han havt sit Spil.
Han har med Aftenrøden,
Med Regnbuens Magie,
Med Solens Morgengløden
En livlig Sympathie;
Naar lune Vinde lufte
Fra Blomsterdalen ud,
Og Natvioler dufte,
Da skeer det paa hans Bud.
I Ørnens Vinger stærke
Kun han har Kraften nært;
Der qviddrer ingen Lærke,
Som jo hos ham har lært;
Og ingen Orm har krøbet,
Ei Sommerfugl fremgik,
Som ikke først i Svøbet
Af ham sin Lectie fik.
For ham maa Løven bukke,
Han koger Tigrens Blod;
Ved Nattergalens Vugge
Med Smil han aarle stod;
Han kysser Pignens Kjerne,
Da voxer Stammen rank;
Han vinker Nattens Stjerne,
Da glimter den først blank.
Kort, Alt hvad Verden eier,
Der troer sig frank og frit,
Han ved en evig Seier
Har evig gjort til Sit;
Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket, —
Hans Magt er absolut.