1.
Hvor stolte Fjeld, grankronede, sig taarne,
Hvor søer blinke, brede Strømme bruse,
Fra Sund til Nordcap er to Folk til huse
Med Dverges Vid, med Kraft som Jettebaarne.
Af Nornerne til Stordaad blev de kaarne;
I Harpens Strænge de Bedrifter suse,
Der dybt, som Egebarkens Ar sig kruse,
Med Runer staae i Tidens Tavle skaarne.
De smedde Heltesværd til eget Belte,
De sprænge Fjeld og slaae i Lænker Strømmen,
At som en Træl den Møllens Hjul maa vælte,
Som knuste Malmet og som Jernet valse;
Men stolte selv de kneiste under Tømmen, —
De var fra Arildstid jo haarde Halse.
2.
Den stærke Haand, som Du har lagt paa Roret,
Forstaaer ei blot med Kraft at styre Skuden
Igjennem Bølgens døn og Stormens Tuden,
Og frelse, hvad der ellers var forloret.
Til Skjønheds Idræt har Du ogsaa svoret,
Du er en elsket Søn af Sangerguden,
Til Brages ædle Fest er Du indbuden,
Og klart din Stemme klang i Skjaldechoret.
Naar da din Krones Guld mit Øie blænder,
Og tvinger dybt mod Jord mit Blik ærbødigt,
Og Foden ofte sky tilbagevender;
Jeg aner dog, jeg ængstes ei har nødigt,
Naar Harpens Sølverstræng i dine Hænder
Jeg seer, og sølvet der saa reent, fuldlødigt.
3.
Du sidder selv saa tryg bag dine Fjelde,
Med tvende Spiir og paa to høie Stole,
Og soler Dig i tvende Kroners Sole,
Med foden fast paa tvende Stammers Vælde.
Men see! din gode Nabo vil man fælde.
Han forhen sprang og kneised som en Fole,
Nu ei han lappe kan sin Kjole,
Ei sine Buxer — med Respect at melde.
Den tydske Mikkel render ham paa Døren;
Istedet for at feie for sin egen,
Han vil saa gjerne feie for Hr. Søren.
Dog let forgik hans Appetit til Stegen,
Hvis Du os hjalp at ringe for hans Øren,
Og barsk Du i hans Regning slog ham Stregen.
4.
Man længe pusled fiint ved vore Skoder,
Nu høres Tyvens stærke Kobeen brække.
Men for at dette kan i Haand ham knække,
Lidt Staal fra dine Fjelde bedst os baader.
Til let at løse os af disse vaader
Behøves intet Veeraab Dig at vække;
Du selv paa Sværdet frit tør Haanden lægge,
Og spørg saa hverken Riddre eller Raader!
Et Blink fra dig og Mulmet vil forjages,
Vort Hjerte lettes for al Vee og Vaande,
Og over Danmarks Sletter vil det dages.
Naar da i Fred vi Friheds Luftning aande,
Skal til din Ære Harpen atter tages,
Og Brages ædle Kunst os gaae tilhaande.
5 .
Dog nok af Qvad Du har i dine Dale,
Du nærer selv en Sangersjæl i Brystet,
Thi Harpens Guddom i sin Favn Dig krysted,
Og Laurens Blade dine Lokker svale.
Men Saga med sin Griffel tro skal male
Dit — Frelsens — Billede paa dit Skjold, naar trøstet
Og gjenreist Danmark staaer, der, grusomt rystet,
Fik din Staaltunge til sin Sag at tale.
Du smiler vel til disse Drømmerier?
Ak Du har Ret! — Først man til Hjælp Dig kalder,
Da Nornen alt til Undergang os vier.
Snart tydsk Janhagel paa vor Slette falder,
Navn, Frihed veires hen som tomme skaller, —
Da briste Hjerterne — og Sangen tier!