Saae du ei tidt en Svale
Hist over krumme Kyst
Svæve, hæve sig, dale
Paa sine Vinger tyst?
Saadan væver min Tanke
Om dig sit fineste Net,
Blomstrende som en Ranke, —
Skjøndt du ei aner det.
Saae du ei tidt en Stjerne,
Som du ei forhen saae,
Tindre klart fra det fjerne
Dybe, uendlige Blaae?
Saadan stirrer mit Øie
Fast paa din Vandrings Vei,
Hvor den sig end maa bøie, —
Skjøndt du aner det ei.
Hørte ei tidt du blide
Luftningers lette Trin,
Naar de som Fløiel glide
Om dit Øre, din Kind?
Dybt fra mit Hjertes Vugge
Svæve de sagte frem;
Det er jo mine Sukke, —
Skjøndt du ei aner dem!