Min Tanke som en Svale let
Sig over Havet svinger,
Og useet, kjærlig, aldrig træt
Min Hilsen hist Dig bringer.
Som Svalen er en bly Natur
Og lider intet Fremmed;
Den bygger helst paa gamle Muur,
Der værner luunt om Hjemmet.
Den gaaer hel ængstlig til sin Fart,
Men skynder sig saa fage
At seile paa sin Vinge snart
I Fredens Skjød tilbage.
Den kan ei trives udenlands,
Sin Røst den der forliste;
Den eie maa bag Bøgens Krands
Sin Vugge, Seng og — Kiste.