Min Tanke som en Svale let
Sig over Havet svinger,
Og useet, kjærlig, aldrig træt
Min Hilsen hist dig bringer.
Som Svalen er en bly Natur
Og lider intet Fremmed,
Den bygger helst paa gamle Muur,
Der værner luunt om Hjemmet.
Den gaaer heelt ængstlig til sin Fart,
Men skynder sig saa fage
At seile paa sin Vinge snart
I Fredens Skjød tilbage.
Den kan ei trives udenlands,
Sin Røst den der forliiste;
Den eie maa bag Bøgens Krands
Sin Vugge, Seng og — Kiste.