Nu hverken Toner eller Taarer
Sig samle i mit tomme Bryst;
Nu koldt og grumt mig Haabet daarer,
Af Livet faaer jeg ingen Trøst;
Thi, vover jeg at see tilbage
Til Veien, som jeg vandred ned,
Da rammer kun min feige Klage
Mig selv og al min Usselhed.
Ak, Alt, hvad der er skjønt i Livet,
Som laaner Livet Fryd og Magt,
Mig Himlen naadigt jo fik givet, —
Men selv jeg har mig ødelagt!