Det var en Storm! — den vrede Havets Bølge
Med Fraad og Skum slog over Dæk og Skands;
Hver Stjerne klar, som Øiet skulde følge,
Dybt havde dulgt bag Skyens Mulm sin Glands.
Og Skuden selv, med Stormen sammensvoret,
Ulydig tumled sig i sorte Nat; —
Da traadte Du med faste Skridt til Roret,
Og lagde stærk Din Haand paa Skibets Rat.
Da viiste Du Alverden, hvad Du kunde;
Din stolte Seiler tog en dristig Fart;
Du fik den klaret ud fra Skjær og Grunde
Og frelste kjæk, hvad Dig var dyrebart:
Paa Dækket op Du kaldte djerve Svende,
Dit Vink dem viiste snildt: hvordan og hvor.
Da lød Din stærke Røst: Klar til at vende! —
Den vendte flux, — og Du var Mand derfor!
Snart Natten svandt; en liflig Morgenrøde
I Øst oprandt, en herlig Fremtids Tolk.
Did peged Du, den styred Du imøde
Og talte mildt: „Der vil jeg see mit Folk!
„Hist er den Kyst, hvor under Friheds Skygge
„Samdrægtigt Laurens Træ og Egen staae;
„Der vil vi jævnt tilsammen boe og bygge, —
„Dog — gjennem Kamp vi kun til Maalet naae!”
Da stimled hid til Dig de danske Hjerter,
Henrykt, begeistret fulgte de Dit Raab;
Med Dig de vilde dele Kampens Smerter,
Af Dig modtage Sæd for deres Haab.
Dit Sværd har Hviil; — men skal det atter flamme,
Hver Dannemand vil byde Stormen Trods;
Du har jo seet, ei Dansken staaer til Skamme,
Byg først paa Gud, og byg saa trygt paa os!
Saalænge Dansk end taler nogen Tunge,
Saalænge Dansk er Lovens Alvors-Bud,
Saalænge Dansk til Harpen Skjalde sjunge,
Saalænge Dansk der bedes end til Gud;
Saalænge skal den fjerne Fremtids Slægter,
Hvem Du fik aabnet Fredens sikkre Havn,
Velsigne Dig, som Danmarks Livs Forfægter,
Lovprise høit Kong Fredriks ædle Navn!