Du vil vist ei foragte,
Min Hustru faur og fiin!
Det Bedste, som jeg bragte
Fra den gamle Ruin, —
Det Smukkeste, jeg hented
Hid fra den store Stad,
Hvor mange Sekler prented
Saa mangt et Tanke-Blad?
Hvor Capitæl og Sokler
Af Muld sig hæve op,
Ret som de store Knokler
Og Been af Mammuths Krop;
Mens Vaaren, ung, bevikler
Dem Aar ud, Aar ind
Med Roser og Aurikler
Og Viinløvs Silkespind.
Der vandred du fornøiet
Og qvæged sødt i Fred
Din Sjæl igjennem Øiet
Ved al den Herlighed;
Og som ved Aabenbaring
Du fandt saa reen og fri
Det Jordiskes Forklaring
I Kunst og Poesie.
Dit Hjertes Dør staaer aaben
For Kunstens skjønne Drøm;
Det suger ei blot Draaben,
Men rummer den fulde Strøm.
Hvert Frø, du flittig sanker
Af Skjønheds Blomstersiv,
Modnes i dine Tanker
Og smykker huldt dit Liv.
Dig Skjønhed er et Bæger,
En Regn saa mild og sød,
Der styrker og der qvæger,
Der mildner og gjør blød;
Og midt i al din Smerte
Og midt i Livets Nød
Dit gudhengivne Hjerte
Ei Trøstens Kalk forskjød.
Nu sidde vi her hjemme
Ved stille Arnested,
Og Minderne vi gjemme
Og glæde os derved.
Men hvis de kunde svækkes
Og slumre ind engang,
Saa tal, og de skal vækkes
Til Liv igjen ved Sang.
Du vakte i mit Indre
Min Kraft vidunderlig,
Og Sangen ikke mindre
Tilhører dig, end mig;
Saa, hvad din Sjæl bevæger
Og hvad din Aand faaer lært
I mine Drømme leger
Og bliver mit Hjerte kjært!