Farvel
til D. G. Monrad
til D. G. Monrad
Saa Du vil drage fra vor gamle Stad
Og slaae Paulun paa Lollands Vange?
O, fyld Dit Bæger, før vi skilles ad,
Og venligt lyt til vore Sange!
Heel mangen Stemme, som Du hørte tidt
Om breden Bord at qvæde frank og frit,
Klinger kun svag
For Dig i Dag
Af Veemod dæmpet — men ei bange.
Vel er det fede Land kun fladt og flakt,
Med ringe Læ, naar Stormen veirer;
Med gule Straae er kun Din Hytte takt,
Men, hvor Du færdes, kjækt Du seirer;
Thi gode Guder, som Du bringer med
At vogte kjærligt paa Dit Arnested,
De skabe om
Til Helligdom
Den mindste Vraa, hvor Du Dig leirer.
Et ærligt Haandtryk tag paa Reisen med
Og lov os, aldrig det at glemme!
Vi veed, Dit Hjerte boer paa rette Sted,
Saa det kan altid træffes hjemme.
Did skal vor Tanke tidt paa Vandring gaae,
Og Mindets trøstefulde Urt skal staae
Liflig og pruud;
Det gaaer ei ud,
Som dybt har Rod i Hjertets Gjemme!
Og saa en Hilsen til Din Hustru fiin,
Til Dine Smaa med røde Kinder!
Og Gud velsigne Jer ved hvert et Trin,
Hvor helst I Fred og Hvile finder!
Hans Sol skal rødme sødt, hans Himmel blaa
Sin stærke Skjerm om Eders Vandring slaae;
Han lede frem
Huldt alle Fem,
Til Aftenstjernen mildt oprinder!