Kalliope
→
Poets
→
Sophus Michaëlis
→
First lines
Sophus Michaëlis
(1865–1932)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Ad Broens ophængte Bane
Af Stenbruddet strækker en Skaberhaand sin Klo
Ak, er jeg bleven født paany?
Ak, Haabet er den dejlige Gulnare
Ak, Aaret fødtes for at ældes tidlig
Aldrig uomvendelig
Alle Bøgerne lo i min Reol
Alle de Timer, vi leved
Alle Kongeørne flyve
Alpesneen rosengløder
Alt det, som et Minde har inde
Atter Memnonssøjlen skælver
B
Barsk er din Ynde. Din buede Læbe ej kender til Latter
Bjærget har hejst som Taverne sin Lygte
Blade — blinkende Blade
Blandt tavse Sfinkser, som Vejen vogte
Blomster, der rækkes af usynlige Hænder
Blomsterne sove
Blaaregnen stille blomstrer
Bort i Blinde bølge Lethes Strømme
Bort som en Skygge gennem Natten gaar
Bulmesort Geniets Glød
Bøgegrene, knoppende, skydende
D
Danmarks dybe Folkehjerte
De Bølger de rinde saa rask af Sted
De er klædt i Havets Vande
De hvide Azáleer vandre i Ring
De røde Fez’er fylder som Blomster hele Gaden
De samme Stjerner gaar i Nat
De trofaste Træer, som grønnes og gror
De aander sagte min Haand i Møde
Den brede Dal, den vide Fjord
Den evige Fred ... O skælvende Haab!
Den hele Have er en Stad
Den sidste tunge Strid er stridt
Dèr blinker Fjæld og Floder
Der bliver levende i Hegn og Krat
Der bygger et Liv i den mørke Nat
Der danser Maane, danser Sol, der danser tusind Stjerner
Der dufter paa mit Bord en blaa Buket
Der er en Kvinde, for hvem jeg er bange
Der er en Verden over alle andre
Der er et Liv i den lyse Dag
Der græsser en Mule i Ørkenens Kant
Der hulker en Sorg i mit dybeste Sind
Der hænger paa min Væg et lille Billed
Der kan ligge som Guld i Vesten
Der kipper Kornmod over Himmelhvælvet
Der rinder Døgn, der rinder Aar
Der aander fra dit Ansigt
Derude det, suser i Løvet
Det blæser, blæser, blæser
Det er bittert og sødt, i Vinternætter vaagen
Det er Langfredag. Skarp og kølig Luft
Det er, som der dukked i Sindet op
Det kues ikke, de unges Forsøg
Det røde Raadhus knejser
Det skønne Hoved paa den hvide Pude
Din første lille Stjerne
Dine Digte skal gaa som et levende Hegn
Dit Kys har aabnet mig dit Hjertes Skove
Dit Liv blev langt som en Tone
Dit Sind var Ynde. Øjets milde Glød
Dit Smil er stille
Dreng min Rose
Drypne hed Odins Ring
Drøm ikke, Livet er et Perspektiv
Du Hav, som kan risle mig ren
Du kom
Du laa i Skyggen af den svale Lind
Du med det kære Navn, jeg mindes dig
Du, mine Minders Moder, Kæreste blandt de Kære
Du røde Skær
Du sang af stille Glæde
Du skal ikke granske
Du skænked mig saa sød en Vin
Du skønne Pinje
Du Sommerfugleblomst, som lavt i Græsset
Duggbrillanter over Græsset tindre
Døden glimter gennem Verden
E
Ej dybblaa som den unge Martsviol
En Dag skal rinde uden dine Smil
En djærv Protestant, der var frejdig og stærk
En Drøm af blodrød Silke
En Eng med Gøgeurter, der skjult gennem Græsset gaa
En Engel gav dem Magt til magnetisk at lænke
En Hær af lysblaa Øjne op mod Himlen
En Klostergang, et Lukke
En lovtro Drot, en kronet Demokrat
En Nat — en Nat i Favntag kun
En Nat, da jeg hviled hos en hæslig Jødinde
En Offerscene. Dækt er Altrets Bord
En Rad af Riksja-Lygter
En Sommerdag med hvide Skyers Driven
En stille Nat. Den dyb-safirblaa Himmel
En Stjerne drypped gennem Bøgeløvet
En svovlgul Sommerfugl fra Skoven sværmer
En Tigger sad paa Tærsklen i Ly af selve Domen
En Valmue skinned
Endnu du vaager, Mester; aarle, silde
Engel, fuld af Livslyst, kender du Angstens Kval
Er Tiden Musik? Bliver Dagene til Noder
Et Fædreland som Kirkegaard
Et Janushoved højnet
Et lille Snefnug gennem Luften svæver
Et Minde er som Løvet
F
Flyt ind, I gamle Guder
For alt det søde Liv, som Vaaren skænker
For at skrive mine Vers under Himlens kyske Øje
Foragt dog ej de Øjne, som jeg maa mest berømme
Forstummet længst er Dagens Melodier
Fortryllende Sirenemagt
Fra den hvide Snemark Solens
Fra dette Hjem, hvis klare Ruder vendte
Fra Verden blev til, har der staaet en Strid
Fred for en Nat!
Fremgangsmand, i Modgangsdage
Før var det Odins Ravne
Førsteforelskelsen vækkes
G
Gadestøvet har lagt sig
Giv et Sted, hvor jeg kan staa
Giv mig igen min Ungdoms Tro
Guldregnens Klaser blegne
Gyngende Vinløvsranke
H
Hans Liv var som et løvrigt Træ
Har Horus’ Høgevinger
Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk Kyst
Havets Kæmpehjerte vugger
Hej, hvor den stærke Nordvind
Hej, rosensmykket farer
Hellige Afrodite!
Her har de lagt dig — dybt som i en Kælder
Himlen er et Øje
Hinsides Horisontens gyldne Søm
Hold Kærlighedens store Guldmynt hel
Hor skinner Sol paa Sne, der gnistrer hvid
Hos dig mit Hjerte holder stille Jul
Hov, hov, min Ven
Hun gav mig Roser saa mange
Hvad op vi bygged, slog vi ondt i Stykker
Hvad Storhed er? — Giv Svar, som ikke svækkes!
Hvad var det, som Hjertet drog?
Hvad vil I mig, I store stumme Stjerner?
Hvem der vel kunde dukke sig
Hvem han var? — En af dem
Hvem tog mig op paa denne stejle Rand
Hver Blomst og Frugt, min Haand kan naa
Hver lille Gnist af hendes Skønheds Ild
Hver Lyd i Luften sagtner. Stille svinder
Hvert Foraar udsaar Haabet sin Sæd
Hvor de summer, hvor de synger
Hvor dog de skinne i det grønne Løv
Hvor du staar, en Tempelstilhed
Hvor husker jeg den første Aftentime
Hvor ren og tyst. En Sjæl foruden Pletter
Hvor skulde jeg kunne glemme dig
Hvordan takke dig i Ord, naar hver en Dag, jeg aander
Højt har Gud paa Himlens Blaa
Højt mod Zenitsolens Regn af Ild
Højt over de dybe Dale og over de blanke Damme
Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor
Høstmanden mejer. Marken, se
I
I den lyse Nat en Blomst der skinner
I en fed og mulden Jord, hvor Sneglene sig mave
I Fattigmands Slagbænk har du drømt din Barnedrøm
I Fjældet hugget
I rastløst Stræb mod Landet det forjættede
I Skyggen af Cypresser
I Tidens Hovedbog et Blad der vendes
I Venezias Smøgelabyrint
I vaagne Ørkendrømme
Imorges i Kammerets høje Hal
Ingen anden tør dem vække
J
Ja, denne Luft er som Olympens linde
Ja, du er om mig her og alle Vegne
Ja, Folket sover som en glemsom Drømmer
Ja, vi elsker Zahrtmanns stærke
Ja, vimpelsmykket danser
Javel gad jeg sadle Hesten
Jeg beder til dit blanke Haar
Jeg binder de Dødes Kranse
Jeg drejer Kuplen med dens Himmelflænge
Jeg drømte en Nat om dit Silkehaar
Jeg elsked et Barnebilled
Jeg elsker Himlens høje Harmoni
Jeg er skøn, o Dødelige, som en Drøm i Basalt
Jeg fanger bag din Maskes
Jeg gynger ved Middagstide
Jeg har fulgt dine flygtige Spor
Jeg har Havet i mit Indre
Jeg har mødt dig engang, Sirene —
Jeg har plukket den til dig derude
Jeg har set dig i Pompeji paa en Væg
Jeg har vandret paa den evige Mur
Jeg havde Lyst at stænge
Jeg havde ædt mit Brød i Ansigtssved
Jeg hørte Vandfald bruse
Jeg knuser dine Øjne
Jeg længes efter dig, naar Dagen gryr
Jeg rider alle Blomster ned
Jeg ser den Tvivl, som i Sjælen gror
Jeg ser en Have saa sommerfrodig
Jeg slap mit Ror
Jeg stirrer i den stille Nat
Jeg stod for Sfinxen — Dødens Tempeltjæner
Jeg søger de Stier og Veje
Jeg saa en Gang dig, kun en Gang, for Aar tilbage
Jeg tager op de slagne Skaar
Jeg véd om en Ekko, som kaldte og kaldte
Jeg vil bygge dig et Alter fjernt fra Solens Flammer
Jeg vaagned en Sommermorgen i det skønne rige Land
K
Kastaniebladet af Vinden
Kender du Sangen
Kina har ingen Kejser mer
Klaus Nar, jeg har søgt
Kom, klæd dig i den tunge Tang
Kommer du som Mulmet
Kommer Støvets Aar til ham
Korsvis til Hvile paa mit stille Bryst
Kun en Harpe for en Gud, hvem Ingen af os kender
Kunde jeg lytte til Rosens Hjærte
Kære gamle Digter
L
Lad det flagre det Navn som en Vimpel i Dag
Langvejs kom jeg, meget saa jeg
Længsel mod Forandring
Løvet ej et Blad bevæger
M
Man tror paa tusend Ting i disse Tider
Med en Pomp, som kun tilkommer Helten
Midt i et grønt Buskads Gudinden troner
Mig har du aabnet al din unge Skønhed
Mild Sake-Vin jeg drak i
Milde Kölner-Moder med din lille Mund
Mimosefølsom, fuglelet jeg ser din Tanke skælve
Min kæreste Fru Gyldenlak
Min Sjæl i mit Øje ruger
Min Urskovsblomst i Slyng og Kryb
Mit enlige Fodslag sagtner
Mit Hjerte randt og blødte som en piblende Kilde
Moder, jeg stod ved din friske Grav
Mursvalen drejer
N
Nej, jeg kunde ikke sove i min snævre lille Køje
Ni blomstertavse Muser har besøgt mig
Nordens Athen, hvor æstetiske Ugler
Nu blinker det grønt og gyldent
Nu brast en Lærkestrube
Nu, den røde Himmel blegner
Nu har jeg flakket langt af Led og længe
Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
Nu lufter det over duftende Hø
Nu lukker Nøkkerosen sin Blomst i Aftenstunden
Nu lysner de truende Himle
Nu messes der i splintret Kor
Nu Solens Baad paa Himlens Hav
Nu strømmer alle Floderne tilbage
Nu synger Isen om de nøgne Lande
Nu synker Natten paa de sorte Vande
Nu tændes Lygterækkens
Nu, vi har siddet paa den vante Bænk
Nu vil jeg Mødelig hylle
Nu Aaret skrider sine sidste Fjed
O
O denne Sang, som mine Nerver synge
O Mester, gik du bort til Skyggelandet
O Moder, milde Jord, tag mig i Favn
O Moder, som gik fra mig
O Nat, som puster Gravmulm mod mit Ansigt
O Pust af Evighed fra hendes Mund
O rene, strømmende Morgenstund
O Rose rød, o Rose fin
O skumle Nat, der brygger som en Hex
O skønne Smil — o Himmelglimt
O Sol, min Elskerinde, saa møder du mig paany
O sorte Slør
O stumme Venner i min stille Stue
O stærke Glød, som Millioner Mil
Og der blev tyst i Sindet, fredlyst stille
Og er der et eneste Hjerte kun
Og kunde jeg gribe Farven
Og Nattergalen sang for sidste Gang
Og naar du rækker din hvide Haand
Og vore Fødder søgte samme Maal
Om nu han kom, der kaldes Syndens Fyrste
Omkrest af Sejl lig Sommerfugle-Flammer
Op af Havblaaet skudt
Op mod en Vesterhimmel af tyndet Guld
Orgelpibers Klange, højtidssøde
Over Dalens grønne Vange
Over de vide Vange stryger fra Ostia Vinden
P
Pa spidse Klove tripper gennem Støvet
Palmerne erobred Faraonernes Stad
Parken slumrer i sit Lukke
Parnas-Bevogter, elskte Peter Nansen
Porten gaar op. Under klingende Spil
Paa Bjergets Sydskrænt
Paa Capris Hoved hugget ud i Kalk
Paa tværs af den søvnige Gade
R
Rapt kører Tiden sine Heste frem
Roma i sit Solhav svømmer
Rundt i Hvirveldans sig svinger denne Glans og denne Glitter
S
Se, alting strømmer. I bestandig Fylde
Se, Dagen har fløjet til Ende
Se, lig en Drøm af Sundet, hvor det blaaner
Se, Skytset bag sit Panserskjul
Se, Østen luer i Forventningsrødt
Siv saa slanke og Siv saa svaje
Skvulper ind fra Kongedyb
Skønt dine onde Øjenbryn
Sneen har føget om Natten
Solen synker i sit Baal
Som Bulmeurt og Galnebær
Som en Harpe høres nynne
Som en hængende Have vor Aakande-Ø
Som et Frø, der sukker
Som kobberrøde Skyer langsomt vælde
Som to knejsende Fløje de højtidsfulde Søjler
Som Vilddyr røre sig de raa Titaner
Sommersol, der synker brat
Spil for mig de blødeste Klange
Spring, du smaa Dryade
Springer, I Vande!
Stejlt sig strækker op af Sandet
Stille, mine skræmte Tanker
Stille, tempelstille
Stolt som en Levende af sin Væxt den fornemt fine
Stor som en Zeus, der sine Øjne vender
Stormen rysted Træets Grene
Stormrød gaar Solen ned i staalblaa Bølger
Storstad, som voksed af en ringe Ramme
Stræbepiller højt mod Sky
Staa stille, du!
Syng Julen frem af Hjertets Vraa
Sødeste Malvine
Sølvklar endnu hører
Saa fik da Støvet, hvad det kalder sit
Saa fik vi Aarets Felttog ført til Ende
Saa kastes dit Legem i Ovnens Slug
Saa let dine Ord lader dufte du
Saa let som Sneen faldt i Jordens Favn
Saa lyser Borgen atter over Lande
Saa sank du træt i Dødens dybe Mulm
Saa tit jeg mit Haab vil højne
Saa tit mit Billed du sender
Saa titter Solen atter til mig ind
Saa tyndt er Skroget slidt
Saa vil vi vandre ned til den hellige Sø
T
Tag mig, I syngende Vover
Tavse Hjemvé-Minder vinked
Thanatos —
Til Carmen og Leonore Sacchetto
Tit synes Verden mig et Taagehav
To Pletskud — to Revolverknald —
Tre sjældne Søstre for mit Liv bestemte
Tykkes vel du om et Gensynsmøde
Tæt skal jeg Tonerne slynge
U
Ud over de grønne Gærder
Ud vilde jeg — ud for at sværme
Udslukte er Aandernes Lamper
Usynligt mig følger dit duggede Blik
V
Ved Foraarstide det risler med Sang
Venner, velmødt! Lad os kalde hverandre
Vi er det bløde Ler i Livets Hænder
Vi har ringet det ind under Klokke-Salut
Vi sænker vore Øjne for dit blaa
Vi talte ikke sammen
Vi traf hinanden i vor Skæbnes Time
Vidt over Vandet jog de hvide Maager
Vinen klavrer op ad Stangen
Vort Liv er som et sejlbart Løb af Dage
Vær hilset! Her er jeg. Med Vind til Vinge
Å
Aa, I høje køle Linde
Aaret slaar op paa Vid sine Porte
Aarle i den unge Maj