14. Maj 1912.
En lovtro Drot, en kronet Demokrat,
en Vandrer blandt sit Folk med aabne Hænder,
til Hilsen og Fortrolighed parat.
En Retsinds-Vilje, der for Pligten brænder
og venter tro sin sene Herskerstund,
før Aldersgrænsen Kongekaldet ender.
Han havde Hast: At ikke Skæbnen ond
skal overspringe ham som Led i Stammen,
erklæred fyrig han med Haand og Mund
det hele Land sit Hjertes hede Flammen
og bar dets Skæbne under Graad og Smil,
til han i Dødens Stodderdragt sank sammen.
Han fik sit Stævne, ukendt, i Civil
han bøded Solden, som for Livet kræves,
— et Menneske — og dog i Kongestil.
Nu skal hans Skjold i Mindets Højsal hæves:
Hjemvendt han slumrer, lydig Landets Love;
hvor kort han hersked, var det ej forgæves.
Han har fortjent i Danmarks Jord at sove,
mens Vaaren om hans Hædersleje hæfter
Bøgspringet fra hans egne danske Skove.
Højt vidned han om tro og rene Kræfter,
det klang fra Hjertet, naar hans Stemme lød.
Det Ekko han med Længsel lytted efter
fra Folkets Hjerte,
toner ved hans Død.