4. Febr. 1912.
Endnu du vaager, Mester; aarle, silde
dit Lys er tændt, et Fyr paa bratte Brinker,
der over vide Vande Budskab vinker,
at endnu skinner Danmarks største Snille.
Og aldrig gik dit stærke Liv til Spilde.
Endnu din Damascenerklinge blinker,
endnu du hader Hykleriets Sminker,
og Vold gør dine Øjne hævnervilde.
Ungdomsfordærver blev engang du kaldt,
Oprører mod de sikre Samfundsmagter,
en Lucifer, der dømt fra Himlen faldt.
Nej, du har spredt den evige Lysets Lov,
Uret-Forfølger var du, Løgn-Foragter,
dit Lands Samvittighed, som aldrig sov.
* * *
Der var saa dødt i Danmark
efter det onde Aar.
Nationen blødte under
sit altid aabne Saar.
Med underbundne Aarer
langs Kongeaaens Snit
indskrumped Landet, tæret
af Døs og Mareridt.
Friheden vingestækket,
en falmet Falk i Bur ...
Saa fjernt gik Fugletrækket
som bag en Fængselsmur.
Fordærvet Luften klumred
som i en Sygevraa,
og Folkeviljen slumred,
og Tiden gik i Staa.
* * *
Da sprang fra visne Skæbner,
fra Sotteseng og Sorg,
saa fyrig som en Væbner
den unge St. Georg
langt ud i Stridens Strømme,
hvor Livet randt i Dagen,
og smedded sig en Lanse
til Kamp mod Sløvhedsdragen.
Og inddrak i sin Lunge
med Vellyst Frihedspustet,
fik slebet skarp sin Tunge
og Hjernen kundskabsrustet.
En Saul i Fyr og Flamme
blandt frysende Profeter
— han blev det levende Kviksølv
i Danmarks Barometer.
* * *
Stod højt paa sit Kateder,
af unge Kræfter fjedret,
saa Pilen klang fra Buen:
Mit Land, hvor selvfornedret!
Bortlistet fra dit Ansvar,
fejg gaaet ud af Kampen
du sover som en Brutus,
og slukt er Frihedslampen. —
Hans unge Øjne lyste
af Mod, der aldrig mindsked.
Hans spændte Stemme fnyste,
som om en Stridshingst vrinsked.
Over hans tindrende Pande
stod Haaret bølgerejst:
Han havde kastet Handsken,
Fremskridtets Banner hejst.
* * *
Vel var han ingen Herkules
og Danmark ingen Stald
— han hugged Dør og Skodde op,
han kendte selv sit Kald.
Han kom fra Tidens Holmgang,
hvor Aandens Helte sloges —
mod Tankens frie Stormænd
fostbroderligt han droges.
Han bragte Idealer hjem,
Orkaner i en Sæk.
Han løste op for Blæsten
— det blev en djævelsk Træk.
Mens Kirkelys de blafred
og fromme Folk fik Snue,
han lufted som et Uvejr ud
i Danmarks Vartovstue.
* * *
En Idealets Don Quixote,
der læste sig i Flamme
og voved Eventyrets Flugt
i Aandens Heltehamme.
En Protevs, der formummed sig
i hundred Skjaldeskrud
og gennemspilled Tænkerne
og formed deres Bud.
Gud nægted ham en Lærestol
som bovlam Pædagog
— men døbt af Aandens Pinsesol
og Tankens Frihedssprog
ubunden ranked han sig selv
til Revser og til Tugter
og blev for alle aabne Sind
en aandelig Befrugter.
* * *
Han fik den Naadegave
at spile Vingen frit,
at gaa som Vandreridder
til alle Sider vidt.
Han blev en Aandens Stridsmand,
„ein Ritter von dem Geist”
— hans tanketindrende Pande
som Hjelm bar Haaret rejst.
Vejrmøller var det ikke,
han spidded i sit Ridt,
han brød sin gode Lanse
mod Mure af Granit.
Ældgammel var Befæstningen,
den ædle St. Georg
berendte i sit Dystløb:
Dumhedens faste Borg.
* * *
Men dog han al sin bedste Daad
til Danmarks Skæbne bandt.
Tro i sit lille Land han var
Aandsmagternes Gesandt.
Den Livets Strøm, der grener sig
i Cellevævet filtet,
Pulsaarens Flet, som fører til
vort Hjerte Blodet iltet.
Og han blev aldrig, aldrig træt
mod høje Maal at tørste,
indtil sit sidste Aandedræt
han peger paa det største:
Den frie Tankes Vingefang,
der stækkes ej af Vold.
Menneskeaandens Adelstrang,
der Retfærd bær i Skjold.
* * *
Vemodig synes han en Stund,
at han har intet naat:
For hver en Ven, som fulgte ham,
har hundred ham forraadt.
Frihedens Borg i Taage staar
paa Fremtids fjerne Bred.
Fornuften hvert Aarhundred naar
kun frem et Hanefjed.
Forspildt, forgæves, snart forsent!
de onde Varsler spaar,
mens Dødninguhret pikker lydt
i Danmarks gamle Gaard.
Et Nu kun — saa har han paany
sit stolte Banner hejst —
over hans Pandes Tankegry
staar Haarets Sølvhjelm rejst.
* * *
Du lod min Ungdom skue Musers Dans,
med Storhedslængsler du min Manddom fylder,
— af Sol-Impulser, som mit Liv dig skylder,
jeg binder, Mester, dig min bedste Krans.
Bevæget selv bevæger du min Sans,
du er endnu min Digtnings blaa Fortryller,
din Tales Festglans vore Kaar forgylder,
og du forstod som ingen her til Lands.
Du lærte os, der gives hellig Harm
og ædel Vrede. Buestrengens Nerve
var spændt til Bristen af din bundne Varme.
Og aldrig jeg fortrød, jeg lod mig hverve
af dig, o Mester, til den Ridderpligt:
at vie Lysets Daad mit bedste Digt.
* * *
I Koret til din Pris for alt, du lærte,
berømte Mester, Danmarks bedste Søn,
dit lille Land, hvor Niddet gror i Løn
og Klaffer pletter med sin onde Sværte,
besynger jeg tilsidst dit gode Hjerte:
Jeg véd, hvor Medynk gør dig mild og skøn;
naar du blev rørt, du nægted ingens Bøn,
og dybt du krymped dig i andres Smerte.
Din Hilsen til Goddag, dit Smils Musik,
dit Væsens Vemod yndefuldt kan daare
— jeg elsker dit Farvel, naar tyst du gik.
Jeg saa dig ved din Datters Bryllup tindre
forklaret med et Perleglimt af Taare
i Glans af Glæde fra dit skønne Indre.