17. Maj 1911.
Er Tiden Musik? Bliver Dagene til Noder
i Menneskelivets Orkesterpartitur,
hvor Følelsen stiger i Klangenes Floder,
nynnende mildt i Moll eller brusende bredt i Dur?
Snart tier Tiden stille og aander lig en Plante,
der drømmer bort sit Temas ubevidste Liv.
Snart Minutterne marschere i svulmende Andante;
snart danser de en Scherzos daarende Motiv.
Den Mester, som vi hylder i Dag til Tak for Fester,
han gav os i Toner af sin rige Sjæls Rytmik,
skal høre som en Genklang af Aarenes Orkester:
Hans Liv var Kontrapunkt, og hans Væsen var Musik.
Han anslog Kammertonen med den Hjertets Stemmegaffel,
der faar Strenge til at dirre i ren harmonisk Klang.
Vi sad ved hans Toners festbelyste Taffel
og drak hans Melodier, berustes af hans Sang.
Han hæved sig til Storværk i stolte Symfonier,
snart adlet i en Fjældstignings klare stærke Luft,
snart bringende fra Rusland Sommermelodier,
krydret af de blide Steppeblomsters Duft.
Hans herlige Trio har berust os mange Gange,
Klaverkoncerten fyldt os med Velklangs Trylleri.
Vi har lyttet til hans dejlige stemningsdybe Sange,
sukket i stille Vemod, naar det sidste fløj forbi
af de skønne „Visne Blade”, der gennem Luften sitred.
— Men til ganske andre Tider gik en Skælm paa Kommers,
og vi jubled i Latter, naar hans kaade Lune knitred
i Kaalundske Fabler og Richardtske Vers.
Han fødtes til Behersker af rene Instrumenter,
den klareste Skønhed var Maalet, han vilde.
Hans Hænder løber over de besejrede Tangenter
og aabner os en perlende Vidunderkilde.
Hans Liv blev til Musik. Hans Dage blev til Noder
i hans ildfulde Hjertes Orkesterpartitur.
Nu skal han høre Bruset af hans egne Tonefloder:
Vi vil takke ham i Genklang — vi vil hylde ham i Dur.