14. Maj 1912.
Saa sank du træt i Dødens dybe Mulm,
som Evighedens Straaler gennemskinne,
mens op af Taager Solsystemer rinde,
udløst af Mælkevejens slørte Svulm.
Din Sjæl henfarer i Kometkaskader
og styrer mod de straalende Plejader.
Did gik din Drøm. Du brødes mangen Nat
med Kundskabs Kaos bag din Forskerpande
i Morildsluer fra de dunkle Vande,
som du befared ved din Hjernes Rat.
Du grubled over Livet som en Mager,
der Radiumslinjer gennem Mørket drager.
Du trode paa den sidste Vanvidsgnist,
der Undrets hvide Diamanter tænder
og tungt og gyldent i Retorten brænder
for Morgenrødens blege Alkymist.
Naar Guldet nyskabt i din Digel gyste,
det var dit eget Hjerteblod, som lyste.
Jeg saa engang dig: Du holdt Nattevagt
med Katteblik foran en Vindusrevne.
— du vilde ned til dig i Natten stævne
En, som du prøved med din Viljes Magt.
Du stod og stirred Time efter Time
og lod din Viljes Klokker — haabløst — kime.
Hvem har som du de Kønnets Kampe kendt,
der raser evigt mellem Mand og Kvinde?
O Nag — o Sødme — Rovdyrtag, som binde —
Skinsygens Vitriol — hvor vildt forbrændt! —
indtrukne Kløers Klap, der brat kan flænse —
— du Misogyn, som elsked uden Grænse.
Geniets tordenblaa Disharmoni,
Scirocco-Nat, hvor Skikkelser og Syner
fra Dagens Solilds-Krater fosforlyner
og farer som en Asgaardsrej forbi.
Dæmoners vilde Kor af Helvedrøster
og — Krucifikset som den sidste Trøster.
Du Tankens Troldmand, svøbt i Ordets Duft,
alt har du elsket, alting har du vraget
for svimmelsyg at gribe mod Bedraget
i Længsel efter Glimt af ny Fornuft,
den Galningefornuft, vi Vanvid kalde,
fordi den endnu ej er naat til alle.