29. Jan. 1912.
Hvad var det, som Hjertet drog?
Længslerne om Jorden glede,
Røsten kaldte: Bryd nu op!
Se, din Damper ligger rede.
Dvæl ej mer ved Livets Fest,
hvor Beundrerskaren jubler.
Lyt et Nu til Neva-Strømmen,
tag et Glimt af Moskovs Kupler;
skynd dig saa, thi du har Hast,
Skibet venter med din Køje.
Stige skal Kolumbus’ Land
bag Atlanten for dit Øje.
Dvæl ej, skynd dig, Toget gaar:
I det store Vinterøde,
ensom i en fremmed Verden
skal du Dødens Engel møde.
Her fik du dit Stævne sat:
Febren slukkes i din Pande,
og dit Hjerte hulker bort
imod Stillehavets Strande.
* * *
Vi, som saa dig, vi, som elsked
Gløden i dit stærke Hjerte
— langvejs bæres mod din Baare
Takken fra vor stille Smerte.
Du var Liv i hundred Pulse,
Drift mod Daad i tusind Planer,
Digter, Drømmer, Hjertelytter,
mindesyg og Fremtidsmaner.
Svag af stakkels Sjæles Nød,
stærk af Lidelser, du mødte:
Bag en Afgrund, som du skjulte,
bar du Saar, der altid blødte.
Sær, eksotisk, nattemærket,
luende mod Morgenrøden,
spotsk og haabløs, Livets Elsker,
kæmpende og stærk til Døden.
I den nye Verdens Øde
ligger du i Kulden bristet.
Takken siger dig for sent,
at nu véd vi, hvad vi misted.