2. Okt. 1911.
Vi sænker vore Øjne for dit blaa,
staalblanke Blik. Dit Hjertes Alterflamme
endnu en Gang skal vore Hjerter naa.
Se, Høsten buer højt sin Purpurramme
omkring dit Hoved, naar du stille,
hvid skal vende hjem til Evighedens Stamme.
Som Mand du kæmpet har din store Strid.
Lønkamret hørte dine Suk sub rosa,
og udadtil var du harmonisk blid.
Men du har lidt og tvivlet med Spinoza,
og Kristitjørnens Krans dig Vunder skar
paa Livets tunge via dolorosa.
Et Væld af Varme i din Sjæl du bar,
du dømte kærligt, kunde ej fordømme,
frit gik din Tanke, og din Aand var klar.
Du lod dit Hjerte over alle strømme.
Fra Kildedybet i dit Fædreland
du øste dine danske Havmandsdrømme,
men higed bort mod Østens Himmelbrand,
mod Paradisets hellige Oase:
Som Spejder gik du ind i Kanaans Land
og bragte hjem en yppig Drueklase.
Og siden samled du paa Hellas’ Kyst
de spredte Skaar af Oldtids Skønhedsvase.
Thi Strømmen saa du, ren og solbelyst
fra Hellas’ Højder indtil Hebrons Dale,
og Platons Tanker har du aandet tyst.
Præst i Arkadien var du, Ven, i Digt og Tale;
derfor skal Lavren sine Blade slaa
i Tornekransen og din Sjæl husvale.
Vi sænker vore Øjne for dit blaa,
staalblanke Blik. Dit Hjertes Alterflamme
endnu en Gang skal vore Hjerter ramme.