Et Minde er som Løvet,
der falder ned fra Træet, — i Høst? — nej, nej, min Skat!
— Som Æbletræets Blomster,
der drysser ned som Snefnug, naar Frugten først er sat.
Husker du Æbleblomstret? —
Sprunget ud i de duggende Nætter
det laa paa det unge, smaragdgrønne Løv
som duftende hvide Buketter.
Vi sad under Æbletræet
— du husker det — krøget og knudret —
og saa’, hvor hele det løvrige Telt
af Blomstersneen var pudret.
Det grønne var næsten forsvindende
— Blomsterne Løvet skjule —
det var, som det hele Æbletræ
var besaaet med Sommerfugle.
Og Sommervinden stryger
i lune Drag og kildrende blandt Løvet ind sig tvinger,
saa Blomstersneen drysser
og flagrer rundt i Luften som Sommerfuglevinger.
Ja, husker du Æbleblomsterne,
de hvide, rødmende hvide?
Hvor de pudred dit Haar, da sammen vi sad
under Træet Side om Side.
De fygede til som dunfin Sne
kælende blødt for din Fod —
husker du saa, hvad der skete mer,
hvor det bruste hedt i vort Blod?
— En blæstfuld Nat med hærgende Vind,
saa var Sommerfuglene fløjne:
Træet stod med sin nysatte Frugt,
men med Grenene blomsternøgne ...
Men disse hvide Kroner,
de bunked saa sig sammen i Dynger Side om Side:
det hele blev et Minde
med Duft af Æbleblomster, hvide, rødmende hvide!