Derude det, suser i Løvet,
i vildsom Jagen Skyerne gaa;
nu stænker det alt i Støvet,
og Draaber mod Ruden slaa.
Og Varmen trykker med varslende Tegn,
bebuder os Torden og Bygeregn.
Jeg sidder og stirrer paa Naboens Hegn,
hvor Poplerne raslende staa.
Paa Sofaens Fløjelshynder
den unge Frue har lagt sig til Ro:
Vær god mod mig argeste Synder,
— den Sofa har Plads til to ...
Hun lader som ivrigt i „Punch“ hun ser,
men over Bladranden Øjnene ler.
Foran mig jeg holder et Bind af Tegnér
og studerer — en Safianssko.
I en Gyngestol Husherren vugger
og nyder Cigaren i blundende Mag;
bag Avisen hans Øjne sig lukker —
det er jo en lummer Dag.
... Jeg hører et Hækleskafts klirrende Larm
og strejfer med Blikket en Haand og en Arm,
en rytmisk Profil og en Silkebarm
med bølgende Bryster bag.
... Sid ikke saa stille, Christine,
og slid, som om Blonden dèr havde Jag.
Slut dine Tanker til mine,
husk, det er sidste Dag.
Vær nu ej mer for mit Letsind vred.
Kom lad os gaa, her er Luften hed —
endnu en Busk med Hindbær jeg véd:
paa dem skal du sætte Smag!