Himlen er et Øje,
der ser paa mig koldt;
jeg er Jordens Fange,
lagt i Jærn og Bolt.
Luften er mig fjendtlig:
Blot jeg hvisker lidt
videre den hvisker
og det bærer vidt.
Lyset vil belure
selv mit mindste Skridt,
skønt jeg uden Vidner
helst gad handle tit.
Solen ind ad Vindvet
griner lumsk fornøjet:
Lad mig se, om du tør
se mig stift i Øjet ...
Var dog blot det Aften
med dens Mulm det blinde:
i dens Skygge-Kaabe
kunde jeg forsvinde ...
Natten ej forraader,
hvad mit Øje siger,
der imod min Vilje
al min Løndom sviger.