Og kunde jeg gribe Farven
af Solens Purpurglimmer, naar i Vesten den gaar ned,
da vilde jeg Penslen føre
og male dig en Stemning, den dejligste jeg véd.
Og kunde jeg fange Klangen
af Kirkeklokkens Kimen i Andagtstimens Fred,
da vilde jeg ud den aande
i rytme-rene Toner, de blødeste jeg véd.
— Jeg kan kun blæse Bobler,
som hvirvles bort af Vinden, men daler aldrig ned;
... dog vil deres Flugt du følge,
vil jeg give dem Regnbuefarver, de skønneste jeg véd.