Et lille Snefnug gennem Luften svæver
og rundt i vilter Hvirveldans sig svinger.
Fra Gaden hist en Kaneklokke ringer;
se, Sneens Drys paa Kanetæppet væver.
Men Kuldegys igennem Blodet bæver;
en Taare frem sig i mil Øje tvinger:
O fløj jeg bort paa Sneens hvide Vinger
som dette Fnug, der hvirvhende sig hæver.
Da vilde jeg paa dine Kinder dale
og deres Glød med kølig Fugten svale
og ned de lange Øjenvipper bøje;
saa let og blødt som Sneens fine Fnugge
din hvide Pande vilde jeg bedugge —
og perle som en Taare i dit Øje.