Som kobberrøde Skyer langsomt vælde
op over Horisontens gule Flod
og forme sig til høje fjærne Fjælde,
hvor Solen drypper bort sit sidste Blod,
men altid skifte dog, som naar et Nøgle
sig trævler ud i tusind Traades Flos:
snart skiller sig en vældig Flyveøgle
ud fra det store tunge Kæmpetros, —
— saaledes kan kompakt min Vilje stige
og rejse sig som Mure af Granit
og flosse dog i tusind tynde Flige
og svinde over Himlen ganske blidt.
Thi Skyen lærer Leg og Fantasier
med Himlens endeløse Melodier.
27. Avg. 1893.