Jeg elsker Himlens høje Harmoni,
dens Purpurblomst, som blaaner i det Fjærne,
den Fred, som risler ned fra Nattens Stjerne,
det Glimt af Gud, der glider mig forbi;
og Evighedens tavse Melodi,
de svundne Slægters kaldende Orkester,
et Tonehav om en usynlig Mester,
en Klang af Gud, der bruser mig forbi;
en magisk Magt fra Hjertets mørke Celle,
de stærke Længsler, som mod Lyset vælde,
Naturens evigunge Fantasi;
det Liv, der spirer midt i selve Døden,
den Sol, der stiger midt i Aftenrøden,
— o Glimt af Gud, der glider mig forbi!
12. Septbr. 1893.