Hej, hvor den stærke Nordvind
I Møllesejlet hiver,
saa Armene slaar over
og voldsomt Værket driver.
Derinde bag Kalotten
gaar Hjulet i dens Hjærne,
der males sindigt Rugen
af centnertunge Kværne.
Men nede under Pilene,
hvor Aaens Vande skylle,
den stride Drivkraft sætter
i Fart en anden Mølle.
Og Strømmen skummer sindigt
og driver Hjulet mut
og tænker ej paa Hensigt —
den Mølle maler Krudt.
Mennesket selv er en Mølle
og maler i sin Hjærne
til eget Bedste og Værste
med allehaande Kværne.
En maler Lærredsflader
og skønne Farver spilder,
en anden Lægepulver
og Serum for Baciller.
En tredje kløgtigt smiler,
imens han pønser stum
paa nye Projektiler —
Kugler ved Navn Dum — Dum.
Men i det grønne Landskab,
hvor Folk gaar om og skranter,
en gammel Mand har hegnet
en Have, hvor han planter.
En Kejser i sin Alderdom
har fundet Livets Maal:
det højeste og bedste
er det at plante Kaal.