Hej, rosensmykket farer
vor Klode gennem Rummet,
til alle Livets Skarer
i Døden er forstummet.
Og Solen slaar sit Bælte
af Guld om Jordens Lænder,
og Solen avler Helte,
der blanke Vaaben spænder.
I Græsset gror Violer,
hvis Duft gaar bort med Brisen.
Men tæt om begge Poler
skruer sig fjældhøjt Isen.
Der ligger skjult i Bjærge
en Hær af stærke Kræfter,
som Jordens Kravl af Dværge
ustandset leder efter.
De smedde og de svejse,
de bygge og de hamre,
til Taarn og Værker knejse
og dog til Jord sig klamre.
De fange Solens Varme
og Blæst og Brus af Elve,
i tynde Lednings-Arme
de bundne Kræfter skælve.
En Jord i Hylstre spunden,
i Net og tusind Strømme,
og dog til Banen bunden,
Planet i Solens Tømme.
Med Lavafyr i Lasten
og fragtet med Skeletter
— Livsvimplen højt fra Masten —
vi pløjer Himlens Sletter.
Et Pres af tusind Stempler,
et Spil af glatte Glidere
og Klokkeklang fra Templer,
Gudshuse og saa videre.
Ja, rosensmykket farer
vor Klode gennem Rummet,
til alle Livets Skarer
i Døden er forstummet.
Til Fyrets Blus er slukket
og Havets Kedler slunkne,
de sidste Blomster plukket
og alle Gravkors sunkne.