Nu synker Natten paa de sorte Vande,
og alle Stjerner spejle sig deri,
som dryssed gyldne Frø der over Havet.
Og frem de gaa som Evighedens Tanker,
der tindre stærkest i det største Mulm,
– som gyldne Korn de flyve ud af Haanden
paa en usynlig mægtig Sædemand.
Dog stivned denne Regn paa Nattehimlen,
hver Stjerne blev som naglet til sin Plads,
som bunden Skrift paa Mulmets Pergament.
I denne Skrift jeg læser om min Elskte.
Og i den sorte Nat mit Øje søger
de blanke Tvillingstjerner hist, som vandre
hver Nat en Rundgang over Firmamentet,
trofast i samme Afstand og med samme Glans.
Dét Stjernebilled skærme skal vor Lykke.
Som hine tvende Stjerner følges vore
udødelige Sjæle hver en Nat
i samme Afstand og med samme Glans,
— et Par, som ingen Evighed kan skille.
Vi mødes aldrig mer — og dog er vi
hinanden nær som hine tvende Stjerner.
Og, Elskede, saa længe jeg har Aande
og Livet bruser i mit røde Blod,
saa længe skal du straale til mig, du,
som Tvillingsjælen til min egen Sjæl,
og du skal ildne mig til Tankekraft,
der tegner over Tidens tunge Himmel
med gylden Skrift vort fælles Stjernebilled.
Og er engang vi begge Støv i Støvet,
skal ligefuldt vor Tvillingstjerne vandre
— udødelig — hen over Firmamentet.
6. Novbr. 1891.