Kastaniebladet af Vinden
løsnet hvirvler sig højt,
og Luften køler Kinden
med Søens stænkende Sprøjt.
Men Vandet sagtner og spiller
som rødmende Perlemor.
Ind mellem Broernes Piller
de snehvide Svaner ror.
Nu synes Himlen sig højne
uendelig mange Mil,
og Stjernernes milde Øjne
sender mig duggede Smil.
Og gennem mit Hjerte lufter
Aftenens kølige Træk,
og tusinde Knopskud dufter
i Mindernes Rosenhæk.
Min Længsel flyder med Svanen
bort paa det bløde Vand
— i sagte skælvende Anen
mod Lykkens skumrende Land.
Og Vestens rødlige Stjerne
spejler sig i mit Blik:
Jeg véd — i det evige Fjærne
jeg ogsaa mit Udspring fik.
Jeg véd — at Baand kan ej binde
Sjælenes Vingefang:
Engang skal de Vejen finde
blandt talløse Kloders Gang.
18. Maj 1892.