Du laa i Skyggen af den svale Lind
med lukte Øjne, Foden skjult af Kjolen.
Din Haand strøg over Græsset, der i Solen
slog blanke Gnister som et Katteskind.
Du var lidt hed: To fine Rosenblade
der blomstred paa de ferskenbløde Kinder.
Om Pandens Marmorblad sig Haaret vinder
med Fald i Nakken som en Guld-Kaskade.
Frem under Kjolen krøb din blanke Sko.
Da ned jeg knæled for din svaje Fod
og kyssed den, — gudindestolt du lo.
Men dine Kinder flunked op i Blod
af Valmurødme, da jeg først fik plukt
af dine Læbers hindbærsøde Frugt.