Du Sommerfugleblomst, som lavt i Græsset
staar tankestum og stille paa din Stængel,
der lig en Lænke holder dig til Jord,
— du skal ej flagre som et Solskinsdigt
hen over Somrens Flod af Farvebølger,
men som et Suk, der drages uden Lyd,
en ordløs Tanke klædt i tunge Farver,
i Fløjlets bløde Dybde sænket,
skal du, Pensée,
dit Liv paa samme Plet i Græsset leve.
Saaledes blev min egen Lykkedrøm:
sart som en Længsel, der ej kender Ord,
tung som en Fanges nattemørke Drøm,
der flyver kun i Lænke;
— en fløjelsdunkel Blomst, der ikke ses,
men som i Livsfryd skælved,
da Afrodite med sin Fod den strejfed.
Saa nær engang den skued Øjne to
— lavendelblaa de skinned i dens Hjerte —
saa nær den sitred under en Kvindemund
—som drypped Kyssets Blod i Blomstens Bæger —
saa hedt den skælved under Blikkets Sol,
— som dryssed Ild der ned i Blomstens Gemme.
Saa nær, saa nær — og dog saa hurtigt fjærn:
— Gudinden glansfuld over Græsset gled,
med Fod og Øje hun Penséen strejfed.
O søde Blod fra Afrodites Læber,
o Pust fra Paphos’ skumbestænkte Skove!
Nu staar den stille som en lænket Blomst,
ej lig en Sommerfugl den følger hende,
men skælver i den Glans, som hun har kastet,
med Tak for Tanker,
som fødtes under hendes Øjnes Sol,
for Blomsterdrømme,
som hendes Læbers Blod gav Purpurfarve.
31. Avg. 1889.