Se, Østen luer i Forventningsrødt
i Morgengryets tavse Fødselstime;
nu voxer større Rosenblussets Strime:
snart vækkes Liv i levende og dødt.
Og som det første Sollyn glansfuldt glimter
— en udskudt Pil paa Horisontens Stræng —
da vaagner Livet i sin Jordeseng
og gnider Øjet, da det Solen skimter.
Saadan kom Solen med sin rige Skat
til Jorden i dens første Brudenat
og kyssed Brudens friske vaade Mund
og dryssed i dens Skød sin gyldne Sæd, —
da voxed og skød op i samme Stund
den grønne Planteyngel — nyskabt spæd.