Saa let dine Ord lader dufte du
af Salve og yndet Essens,
— for blot een Draabe af Lægedom
er alle dine Flasker læns.
Du taler om Elskovens Rovdyrtag,
der flænser dit Hjertes Kød,
— du fraadser i Frasers fedeste Sul
og mangler det daglige Brød.
Og Drømme puster du fra din Mund,
du sukrer til Honning din Slim,
— men Livet er koldt, og dets isnende Luft
stivner din Aande til Rim.
Gak heller og bliv en stum Stylit,
der bider sin Tunge i Blod,
foragtende alle de Daarer,
der larmer ved Søjlens Fod.
4. Jan. 1890.