Stille, mine skræmte Tanker,
fold nu sammen eders Vinger.
Stille, Mindets brustne Klokker,
for jeg hulker, naar I ringer.
Som en Ganger uden Tøjle
er jeg styrtet hovedkuls,
og jeg føler Blodet vælte
af en overskaaren Puls.
Langsomt, langsomt jeg forbløder,
lad kun Hjerteblodet rinde,
— men det dumpe Nag, der piner,
sidder tungt som Bly herinde;
selv naar jeg mit Øje sænker
dybt i Vanvids gule Nat,
— Døden som en tørstig Igle
har sig paa mit Hjerte sat.
Brudt er Aaren, som mit Hjerte
til et andet Hjerte bandt
— Blodrubiner drypped under
Snittet af en Diamant.
Diamanten saa jeg blinke
i en Haand, hvis bløde Magt
ofte har et Slør af grønne
Drømme for mit Øje lagt.
Dog med blegnet Blik jeg kysser
Haanden, som mig Døden gav,
mens jeg føler Blodet pible
i min friske, aabne Grav.
Stille, mine skræmte Tanker,
fold nu sammen eders Vinger,
stille, Mindets brustne Klokker,
for jeg hulker, naar I ringer.
4. Avg. 1892.