O Sol, min Elskerinde, saa møder du mig paany:
Du smiler og daarer og danser bag Slør af flyvende Sky —
Jeg lukker i Fryd mit Øje for dit Lys som blændende Lin,
da lægger du hed og hastig din brændende Kind til min —
Og aander over mit Ansigt din Munds livsalige Luft,
krydret af grønne Kranse og blaa Violers Duft.
Her mellem de unge Graner venter du favnende lun,
bøjer min unge Nakke og kildrende kysser dens Dun.
Du flagrer foran mig paa Græsset i Spindel af gult og blaat
og tørrer de Spor, som Sneens Sylfidefødder har traadt.
Du strør dine gyldne Dukater i Skovens lønligste Gem:
dybt under de dunkle Buske Guldstjernerne funkle frem.
Højt op paa den knejsende Banke, hvor Borgen stod stolt og stejl,
over Fortidens jerntraadte Fodtrin kryber den sorte Snegl.
Nu bygger i Borgeleje den lifligt fløjtende Finke —
i Stedet for Banner og Fløje kun grønne Grantoppe vinke.
O Sol, min Elskerinde, her har du paany til Huse —
Hør, Blæsten skyller mod Banken med Brus som en skummende Sluse —
Jeg lukker i Fryd mit Øje og aander dens krydrede Vin,
— da lægger du hed og hastig din brændende Kind til min.