Syng Julen frem af Hjertets Vraa
med alle de dejlige Dage,
der langs ad Vejen tindrende staa
saa langt og saa længe tilbage.
Fra Himlen tag den gyldne Gnist
med Lys fra det evige Høje,
— den tænder samme Fryd som sidst
i Barnets stirrende Øje.
Hejs da dit Lys i Julens Træ
som Lykkens Lede-Lanterne
og tag et Barn paa hvert et Knæ
og peg paa den evige Stjerne.
Den drypper ned sit Guld som Haab
paa alle de grønnende Grene —
den Sjæl, som dette Lys gav Daab,
skal aldrig sig føle alene.
Se, Himlen staar i Stjerneskrud
med tusinde tindrende Bavner —
det er, som Nattens stille Gud
vor Jord ved sit Hjerte favner;
som daled ned et Englekor
med Himmelens Melodier,
som fløj en Sværm henover Jord
af Stjernernes gyldne Bier.
Syng Julen frem af Hjertets Vraa
med alle de dejlige Dage,
der tindrende langs Vejen staa
saa langt og saa længe tilbage.
Fra Himlen sprang den gyldne Gnist
med Lys fra det evige Høje,
— den tænder samme Fryd som sidst
i Barnets stirrende Øje.