Nu synger Isen om de nøgne Lande
og skruer Søen i sit sølvgraa Panser,
et Gulv, som gynger over bundne Vande,
hvor Storme danser.
Tyrannisk hvirvler frem en Ulvevinter,
der aabner Gabet fra sin kolde Pol
og aander mod os Kuldens Naalesplinter
selv midt i Sol.
Kom, Sne, du milde! split din hvide Dyne
af Dun til Svøb for hver en nøgen Vunde.
Lad Træet, som den stærke Frost vil styne,
tildækket blunde!
Sneblomsterfaldet — hør, hvor fjerne Bjælder
henkimer paa den tomme tavse Scene,
hvor kun en Gubbe, nu da Dagen hælder,
gaar om alene.
Er det Sankt Sebald, som af Kulde stiv
og graa af Ælde gæsted alle Arme?
Fra Dør til Dør sit Tiggerhelgen-Liv
han søgte Varme.
Og fandt han ej at bide eller brænde
hos Fattigfolk, der døjed Vinternød,
Istapperne fra Tagets Skæg han brød
for Baal at tænde.
Isbaalet brændte — for hans Tro var stærk.
Men alle vi, hvis Tro er mindre sikker,
vi kan forsøge med et Underværk,
som ikke klikker.
Det Under (ogsaa kaldt Barmhjertighed),
at Julen jævner mellem Rig og Tigger:
Tænd ikke Baal af Is, naar alle véd,
hvor Brændet ligger.