Stille, tempelstille —
Stille alt det blide,
blanke, kølighvide,
tankefulde Marmor
staar i Stenens Søvn.
Viften som af Vinger
i de lukte Rum,
Sus fra Himmelhavet,
Génier, som svinger
svaje Palmefaner.
Og ad Lethes Strømme
vugger som i Drøm
Evighedens tavse
duggbestænkte Svaner.
Fra de dunkle Strande,
fra de altid Døde
vandrer som i Søvngang
ad den smalle Planke,
der vort Liv forbinder
med det længst forgangne,
med det aldrig fangne,
med den aldrig tænkte
Evighedens Tanke —
fra de altid Døde
paa de dunkle Strande
vandrer frem i Søvngang
med sin Maanepande
Haabet som en Højtid
langsomt os i Møde ...
... gaar ved Nat igennem
alle disse Celler.
Fra Granatblomst-Knoppen
Maanelyset vælder.
Alt det døde Marmor
vaagnende sig vaander:
Sneen, Sneen aander.
Ares vejer Pilen,
Venus gør sit Valg,
og en lille Tomme
lister Hermes Sværdet
af den rustne Balg
— glipped Argos’ Øjne?
Gratie-Gruppens Treklang
lyser gennemsigtig
i sin døde Smilen.
Over Bølgen springer
bugtende Delfiner,
som Eroter ride.
Og fra Kristus’ Favntag
Hvilens Hymne klinger.
Under Cymbeljubel,
under Rosenkranse,
frem i Rytmers Sprog,
trindt om Sejrens Lanse
bruser Fredens hvide
Alexandertog.
Haabet skrider langsomt
gennem alle Celler,
og i hendes Følge
vandrer kysk og kold
Hebe, som i Skaalen
Ungdomsdrikken hælder.
Mester for en evig
Skønheds Linjelove,
alle dine Værker
som en Tempelvagt
om din Hvile sove.
Og den grønne Vedbend
knitrer af din Kraft,
rejser sine Ranker
i en rytmisk Bue —
— kryber stum og stille
over Mestrens Tue.