Hov, hov, min Ven!
Lidt Skov igen
i Vaar er værd at prise.
Du skulker hjem,
jeg hulker frem
min lille Klukkevise.
Fy, fy, hvor slemt
din Gang har skræmt
de søde bitte tvende
Musvitter — Gud! —
som titter ud
af Buskene derhenne.
For intet ej
jeg strinted dig
med mine vimse Vande:
Din Strik, din Skurk,
drik dig en Slurk
først af min lille Kande.
Her render jeg
og kender ej
til Hvil i Middagsstunden,
ej Tap og Told,
kun dig i Vold —
kom, kys mig nu paa Munden!