Jeg fanger bag din Maskes
aflange Øjensnit
dit Blik, som overraskes
og krydser Lyn med mit.
Dit Smil en Silkefrynse
slører i Mundens Vig,
saa ingen ser dig pønse
paa Baghold eller Krig.
Bag Viftens Palissade
vajer din Læbes Flag,
mens Latterens Kaskade
løsner det glatte Lag.
En Regn af Strejfskud glitrer
fra hver en blank Paillet,
og Hjertet gennemknitrer
dit pansrede Korset.
Drag Dolken af dit Ærme
eller dit Strømpebaand
— en Fjende vil sig nærme
og slaa dig Dolk af Haand.
Naar han dit Øje griber,
Krydsilden ej han skyr —
for Maskens Bøssepiber
jeg staar og hvisker: Fyr!