Min kæreste Fru Gyldenlak,
kald ikke Snak min Skylden Tak.
Højt over alle Rosers Gøgl
jeg elsked Deres Øjnes Fløjl.
Fra Ruden i det blinde Stræde
var Deres Smil min bedste Glæde.
De straalte moderlig og mild
i Karmen som en Blomst af Ild.
En Duft af Deres brune Brand
stod over Gulvets hvide Sand.
De tindred tyst og gyldenbrun
i Barnets lille graa Pavlun.
Ved Deres bløde Fløjelsbarm
jeg drømte først mig elskovsvarm
og knuged Deres Mund til min
bag Moders hvide Vaargardin.
Jeg kyssed Deres Mund i Smug,
langt før jeg kendte Kyssets Brug.
Hvad end blev lagt paa Hylden —
Dem blev jeg tro, Fru Gyldenlak!