Pierrefonds 3. Avg. 1900.
Jeg vaagned en Sommermorgen i det skønne rige Land
og stirred i Rhonedalens dybe Søers Spejle,
saa rosenfarvede Skyer om grønne Bjerge sejle
og dejlige Popler blinke langs det kviksølvhvide Vand
— den kyske Morgen tindred over det rige Land.
Jeg sejled ned ad Seinen fra det daarende Paris:
Skove steg bag Skove, og Spir af Løvet dukked.
En Urskov af Kultur sine Trylleringe lukked
omkring min Flugt, der ligned den letberuste Bi’s,
naar den summer fra Kuben ud i et Sommerparadis.
Jeg gled ad glemte Stier i en øde gammel Park
— Duften stod i Stimer fra blomsterfyldte Linde —
jeg stirred dybt i Græsset efter et ædelt Minde,
et stolt og jernklædt Fodspor af den stolte Jeanne d’Arc,
der førte som en Fylgje sit Folk ad Krigens Mark.
Rejste en gotisk Borg sine Taarne tindetungt,
mit Hjerte skjalv i Gangen over Broens skøre Vippe
Dér stod i Portens Gab, rank med sit Nøgleknippe,
Borgkastellanens Datter — Øjnene skinned ungt —
og alle de rustne Fløje drejed sig mindetungt.
Hen over den hvide Pande faldt Rudernes Prismeskær.
Hun gled ad Flisegulvet med sin adelige Ynde,
og hendes Læbers Linjer syntes tavst at nynne
hede Korsfarerstrofer for en begejstret Hær.
Og blændet gled jeg gennem det regnbuflakte Skær.
Og Kastelianens Datter sænked sit Øjelaag
men løfted sin klare Stemme i Borgens hvalte Sale —
under de høje Buer den kvidred som en Svale:
I Guder, hvor hun talte sit skønne Modersprog!
— mod alle Salens Skjolde klingende Røsten, slog.