Bort i Blinde bølge Lethes Strømme
sitrende som skællet Snogeskind,
kun med svage Glimt af Lys, der brydes
i de hoppende og lette Hvirvler,
som forvitre hen i Flodens Rinden.
Ingen Himmel spejler sig i dette
natligsorte Vand, der frem sig bugter
for at svinde som en Snog i Mørket
ude langt, hvor intet Øje følger,
og ej Lysets længste Arm kan række,
— i det uransagelige Havdyb,
som ej dødeliges Tanker lodde,
der har Universets vide Rumfang,
Mørkets vege, endeløse Favnen ...
... Nærm dig disse Strømme du, som førster,
du, hvis Hjærne brænder som et Baal,
næret af de tusend vilde Tanker,
alle din Erindrings Luepile,
der som Furier forfølge dig ...
... Nærm dig disse Strømme du, som tørster,
bøj dig famlende mod Strømmen ned,
fyld din hule Haand med Lethes Vand,
drik og føl, hvor disse kolde Draaber
slukke Baalet langsomt i dit Indre ...
Se, der staar en Bedebænk ved Floden,
hvor enhver, ud over Dybet hældet,
al sin Sorg og hvert sit Savn kan skrifte ...
Der kan én for én sig sætte stille
med sin Rosenkrans af sorte Perler
— hver en Perle et usaligt Minde,
der som Gløder svider dine Fingre,
eller Løndomssorgens tunge Bly,
Tvivlens Tyngsel — alle trukne paa
Levelystens taalmodssejge Traad ...
Og mens paa din Læbe langsomt løses
alle disse Tanker, der som Igler
fast sig suged i dit skære Kød,
skal du løsne Rosenkransens Perler
— hver en Perle et usaligt Minde —
og dem dryppe alle — en for en —
ned i disse natligdunkle Strømme,
der forsvinde som en Snog i Mørket —
ude langt, hvor intet Øje følger
og ej Lysets længste Arm kan række ...